Margrethelund: Når nu grøn energi er forenelig med mine B6 tagplader...
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Den lidt kryptiske overskrift på dette læserbrev kræver en forklaring.
Jeg er nærmeste nabo til det areal, der nu i 4,5 lange år har været udpeget til et kommende solcelleanlæg ved Margrethelund.
I den lange tid har sagsbehandlingen været noget, der bedst kan betegnes som langtrukket og ugennemsigtig, og uden klar styring fra myndighed.
Borgerinddragelse har oftest været reduceret til svært forståelig borgerinformation fra skiftevis myndighed, politikere og NRGi i forvirrende rækkefølger. På den foreløbige bundlinje er nærmeste beboere godt nok sjatvis informeret, men herefter sat uden for nogen form for indflydelse eller medbestemmelse.
Administrationen (kommunalt ansatte biologer, landskabsarkitekter mm.) anbefalede på et møde med politikerne i december 2024 at reducere anlægget væsentligt af landskabelige grunde.
Paradoksalt nok foreslog opstiller NRGi på selv samme møde at udvide anlægget. Det i sig selv giver ikke meget mening for os beboere, men politikerne godkendte opstillerens anmodning og underkendte egen administration.
Planlægningen fortsatte - med endnu et års ventetid nærmer vi os nu hastigt den politiske behandling den 12. november 2025.
Højagergaard er en gammel egnsgård, som vi igennem 10 år har renoveret. I den forbindelse ville vi gerne have gårdens energiforbrug ned. Vi har en gammel længe med ældre pandeplade, den fik vi dækket af sorte solcellepaneler.
Nemlig fordi panelerne spillede fint med det nye blåsorte B6-tag, vi satte på stuehuset. Altså bedst muligt visuelt samspil mellem to forskellige gamle bygninger, samtidig med at vores elforbrug blev suppleret af solenergi. Hurra.
Hermed tilbage til overskriften: Når nu grøn energi er forenelig med mine tagplader, ja så burde det også kunne lade sig gøre andre steder.
For grundlæggende skal grøn energi være forenelig med omgivelserne.
Margrethelund-anlægget bliver aldrig foreneligt med det meget kuperede landskab, med fauna, med turisme og med 100 % af berørte beboeres ønsker. Hvorfor ikke bare tage konsekvensen af det?
Den 12. november skal sagen i politisk behandling. Den 19. november er der valg.
Kære hårdtprøvede byrådspolitikere. Kig længere ud end blot valgkampen og de næste 4 års valgperiode. Læn jer ikke op ad tvivlsomme visualiseringer. Begå ikke flere fejl i placering af solcelleanlæg i Syddjurs smukke landskab. Det drejer sig reelt om de næste 30 års udsyn på Djursland. Det er vigtigt!
Med ønske om en god og fair valgkamp.