Formand: Hvorfor Venstre gik med i konstitueringen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I dækningen af konstitueringen i Syddjurs Byråd stiller lokalredaktør Lars Normann Thomsen spørgsmålstegn ved, hvorfor Venstre valgte at sige ja til konstitueringsaftalen og til fortsat at varetage formandsposten for Sundheds- og Ældreudvalget.
Lad mig starte med at slå fast, at i Venstre er vi helt uforstående overfor, at vi ikke blev inviteret ind til at være en del af konstitueringsforhandlingerne, før stregerne var slået.
Det er en underlig samarbejdsform, som jeg ikke håber kommer til at vise vejen for det nye byråd.
Det havde klædt den fortsættende borgmester som forhandlingsleder at anerkende, at knap hver femte vælger trods alt har sat deres kryds ved Venstre, og at vi fortsat har et ”tæt løb” imellem de røde og de blå partier i byrådet.
Men når borgmesteren nu valgte en strategi med kun at forhandle med sine nærmeste, ja så stod vi i Venstre overfor et valg om, at tage hvad der var tilbage, eller helt at stå uden for konstitueringen.
Det var for mig at se ikke noget svært valg.
Venstre tager ansvar – også når det betyder, at vi må indgå aftaler, som ikke giver alt det, vi kunne ønske os.
Redaktøren forstår heller ikke, at vi siger ja til at fortsætte med formandsposten for Sundheds- og Ældreudvalget.
Det er jeg helt uforstående overfor.
Ældreområdet er både økonomisk tungt og menneskeligt centralt.
Venstre tager ansvar – også når det betyder, at vi må indgå aftaler, som ikke giver alt det, vi kunne ønske os.
Det er dér, vi kan gøre en konkret forskel for rigtig mange mennesker i vores kommune. Formanden for Sundheds- og ældreudvalget kommer i den kommende periode desuden til at repræsentere kommunen i det nye Sundhedsråd, som bliver helt afgørende for sundhedsområdets fremadrettede organisering.
Dertil kommer, at vi lige har været igennem en valgkamp, hvor alle partier har tilkendegivet, at de ønsker at løfte ældreområdet. Det vil vi selvfølgelig komme til at holde dem op på allerede i de næstkommende budgetforhandlinger.
Konstitueringsaftalen er ikke enden på noget – det er begyndelsen på det arbejde, vælgerne har bedt os om at udføre. Jeg glæder mig til samarbejdet i det nye byråd og håber på et godt samarbejde. Det bliver i hvert fald Venstres tilgang til byrådsarbejdet.