Fortsæt til indhold

Plejecenter eller plejehjem? Et lille ord kan gøre en stor forskel

Debat
Mette Nøhr (K)Byrådsmedlem i Favrskov, Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Nogle gange kan et enkelt lille ord gøre en stor forskel. Det har vi senest set i debatten om, hvorvidt vi i Favrskov skal kalde det plejecenter eller plejehjem.

Vi kan tydeligt se på de høringssvar, vi har modtaget fra Ældrerådet og bruger- og pårørende-rådene rundt på plejehjemmene, at det betyder noget. Vi tog hul på navnedebatten i foråret, hvor Ældrerådet foreslog at omdøbe plejecentrene til plejehjem i forbindelse med navngivningen af det nye plejehjem i Hadsten.

Mette Nøhr (K). Pressefoto

Sagen har siden været i høring hos bruger- og pårørende-rådene, fordi det naturligvis er vigtigt at høre deres syn på tingene. Seks ud af de syv bruger- og pårørenderåd anbefaler, at plejehjem erstatter plejecenter.

Tirsdag besluttede vi i Favrskov Byråd at efterkomme ønsket om at omdøbe plejecentrene til plejehjem. Det er meget positivt. Jeg synes helt personligt, at det er rigtigt at kalde det sted, hvor de ældre bor, for et hjem. Jeg synes, at betegnelsen hjem rimer på hjertevarme, tryghed, omsorg og hygge.