Fortsæt til indhold

Ændring af navn koster kommunen 200.000 kroner

En navneændring fra plejecenter til plejehjem er på dagsordenen.

Samfund

Navnene på syv plejecentre i Favrskov Kommune ser ud til at skulle ændres, hvilket vil komme til at koste 200.000 kroner.

I hvert fald har et samlet Økonomiudvalg godkendt, at plejecentrene fremover skal hedde plejehjem – efterfulgt af henholdsvis Anlægget, Hinneruplund, Møllegården, Solhøj, Thorshøj, Tinghøj og Voldum.

Nu skal sagen så forbi det samlede byråd, før det definitivt er afgjort.

Et navneskifte er kommet på dagsordenen takket være Social- og Sundhedsudvalget.

Udvalget udtrykte i forbindelse med navngivningen af kommunens nyeste plejecenter i Hadsten ønske om, at der bliver taget stilling til, om kommunens plejecentre fremover skal hedde plejehjem.

Hjem = omsorg

Sagen har været i høring hos Ældrerådet forud for den politiske behandling.

»Det er naturligt, at der nu i Favrskov Kommune lægges op til navneændring, hvor borgernes bolig er beliggende som en del af et hjem – og ikke som en del af et center. Den ældres bolig i plejeenheden er deres nuværende hjem, som i dette livsafsnit rummer følelser af tilhørsforhold, tryghed og fællesskab – kendetegnende for et hjem,« skriver Ældrerådet.

Bruger- og pårørenderådene på plejecentrene har ligeledes drøftet navneændringen.

I seks ud af syv råd er medlemmerne fortaler for ’plejehjem’ »under henvisning til, at ’plejehjem’ er den term, der bruges i daglig tale, da der er tale om beboernes hjem,« lyder det i byrådssagen.

»Ordet ’plejehjem’ signalerer for disse medlemmer af bruger- og pårørenderådene omsorg og tryghed, hvorimod ’plejecenter’ i højere grad signalerer professionalisme og et sted hvor fagligheder og fagområder er samlet,« lyder det videre.

Medlemmerne i et af bruger- og pårørenderådene mener, at de omkostninger, der er forbundet med at ændre navnet, kan bruges mere fornuftigt.

Engangsbeløbet på cirka 200.000 kroner skal bruges på udskiftning af skilte på bygninger og henvisningsskilte på vejene samt opdatering af Favrskov Kommunes fagsystemer, hjemmeside, publikationer med videre.