Fortsæt til indhold

Kønsopdelt svømning er en dør ind i fællesskabet: Alternativet er, at kvinderne forbliver udenfor

Debat
Anni HolmgaardPensionist

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I debatindlægget (fra Aston Mott Braham (DF) og Eva Damsgaard (DF)) om kønsopdelt svømning i Favrskov Kommune tegnes der et billede af, at et målrettet tilbud til kvinder med flygtningebaggrund er et skridt væk fra danske værdier og fællesskaber. Det billede er både unuanceret og misvisende.

For det første er der ikke tale om kønsopdelt offentlig svømning. De almindelige åbningstider og tilbud i kommunens svømmehaller er fortsat åbne for alle, uanset køn. Det, der kritiseres, er et tidsbegrænset, frivilligt og målrettet forløb, arrangeret af Røde Kors, som skal hjælpe kvinder, der ellers slet ikke bruger svømmehallen.

Det er værd at spørge: Hvad er alternativet? At disse kvinder forbliver udenfor – uden motion, uden fællesskab og uden kendskab til danske fritidstilbud?

For mange kvinder med flygtningebaggrund handler deltagelse i svømning ikke om modstand mod danske normer, men om tryghed, blufærdighed og erfaringer fra et liv præget af flugt, traumer og kontrol. Et trygt rum kan være det første skridt – ikke det sidste.

At kalde dette “segregation” vender virkeligheden på hovedet. I praksis fungerer sådanne forløb ofte som en bro ind i det almindelige forenings- og fritidsliv. Når man først har lært svømmehallen at kende, mødt instruktører og fået positive erfaringer, bliver det langt lettere at deltage på lige fod med alle andre.

Integration sker ikke kun ved at insistere på, at alle starter samme sted. Integration lykkes, når vi får flere med, også dem der ellers aldrig ville møde op.

Endelig er det tankevækkende, at et initiativ, der handler om bevægelse, sundhed og fællesskab, fremstilles som et angreb på danske værdier. Tværtimod er det dybt dansk at møde mennesker med pragmatisme, foreningsånd og frivilligt engagement – præcis det, Røde Kors står for.

Hvis målet virkelig er integration, burde vi glæde os over, at flere kvinder får mod på at bruge svømmehallen – ikke kritisere den dør, der gør det muligt.