Fortsæt til indhold

Hvad er tankerne bag beslutningen om at flytte demensområdet til Glesborg?

Debat
Per LundFolkepensionist

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Undertegnede skal herved forespørge hvad tankerne bag forslaget/beslutningen er, om at flytte demensområdet fra de lokale kommunale plejecentre og samle det i Glesborg.

Er beslutningen taget af hensyn til de demente eller for at samle de kvalificerede behandlere et sted ?

Man har i hvert tilfælde ikke taget hensyn til de dementes pårørende.

Da de demente, og deres pårørende, som en hovedregel er ældre, vil man altså adskille de demente og deres livsledsager, så de får meget svært ved at opretholde den daglige kontakt der er så nødvendig for specielt den ikke demente, men også for den dementes tryghed.

Hvordan har man forestillet sig at kunne sikre mulighed for daglig kontakt?

Er beslutningen taget af hensyn til de demente eller for at samle de kvalificerede behandlere et sted ?

Offentlig transport er stort set nedlagt indenfor kommunen og at planlægge besøg efter en køreplan er en umulighed selvom der måske er busdrift til rådighed.

Man vil så nok henvise til Flextur, men dels er det svært for ældre at finde ud af at bestille en sådan, dels koster den meget hvis man skal transporteres fra kommunens yderområder til og fra Glesborg. En anden ting er at kørslen skal bestilles i god tid og man skal sidde klar temmelig længe og vente, kommer man ikke ud kører den igen. Det vil gøre at så godt som alle vil undlade at bruge den løsning og dermed er de daglige, spontane besøg fuldstændig udelukket.

Jeg hører også gerne en forklaring på hvordan man ved at flytte de demente til Glesborg kan nedlægge plejecentre. Den mængde plejekrævende borgere samt demente borgere der alle er visiteret til et plejecenter bliver da ikke mindre totalt set.

Har man besluttet at hæve grænsen for vor syge folk skal være for at kunne blive visiteret til en plejehjemsplads eller hvad er begrundelsen for at man vurderer at man får overskud af plejecentre?

At alle prognoser peger mod endnu større behov for plejecentre i fremtiden, da der bliver flere og flere ældre, der trods bedre sundhed på et tidspunkt ikke mere kan klare sig i eget hjem, vælger man åbenbart at se bort fra

Jeg skal derfor appellere til at den nye kommunalbestyrelse omgør den ikke gennemtænkte beslutning om at de demente skal være så langt fra deres nærmeste, så den daglige kontakt ikke bliver mulig.

Det kan godt være at man kan samle ekspertisen på demensområdet i Glesborg, men man kan ikke erstatte den gode virkning, som daglig samtale med de nærmeste omkring de ting de sammen har oplevet igennem livet, har på demensen og dens udvikling.

Behold de nuværende plejecentre der er spredt decentralt ud over kommunen, og lad de demente blive. Hvis man, som man er i gang med , nedlægger plejecentre, vil man indenfor de kommende år skulle bygge nye, og det har Kommunen, og dermed borgerne, ikke råd til.

Med håb om den ønskede omgørelse af beslutningen ønskes et godt nytår.