Hvorfor ligger kutteren stadig på bunden?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det undrer Bedsteforældrenes Klimaaktion, at den sunkne kutter i Fregathavnen stadig ligger på bunden, og at det trækker ud med en beslutning om at stoppe forureningen ved at hæve kutteren. Begrundelsen for, at kutteren ikke kan hæves og fjernes, er angiveligt, at der ikke er registreret et ejerforhold.
Men hvordan har den kunnet ligge fortøjet på den samme plads det meste af sidste år uden, at ejeren kunne findes?
Hvorfor skal vi som borgere se på en kutter, der forurener og skæmmer havnen, når reglerne tilsyneladende giver mulighed for at fjerne den?
Nu er politiet på sagen for at finde ejeren, så han kan betale for bjærgningen af kutteren. Kan de finde ejeren? Tja, nu må vi afvente deres undersøgelse – imens der stadig strømmer dieselolie ud fra kutteren, og snart kommer der måske også en udsivning af batterisyre. Beredskabet har ganske vist lagt flydespærring for at forhindre yderligere olieforurening, men denne løsning er ikke permanent og virker ikke i bølger over 30 cm højde. Batterisyren er tungere end saltvand og vil derfor ikke kunne opsamles med flydespærringen.
Havneregulativet for Ebeltoft Havn giver havnefogeden ret til at fjerne fartøjer, der er efterladt eller udgør en hindring, for ejerens regning og risiko. Bestemmelsen kan fortolkes bredt, så den også omfatter sunkne både, når de udgør en fare for miljøet og havnens drift. Fjernelsen sker for ejerens regning, og provenu fra et eventuelt salg kan bruges til at dække omkostningerne.
Så hvorfor er der ikke handlet? Hvorfor skal vi som borgere se på en kutter, der forurener og skæmmer havnen, når reglerne tilsyneladende giver mulighed for at fjerne den? Det er svært at forstå, at der ikke er taget skridt til at løse problemet for længst.
Bedsteforældrenes Klimaaktion opfordrer til, at der handles nu – ikke om uger eller måneder, men straks. Havneadministrationen og kommunen må tage ansvar og sikre, at kutteren bliver hævet, før skaden bliver endnu større. Miljøet kan ikke vente.