Fortsæt til indhold

Slå håret ud, kære kulturrådmand – Aarhus har brug for større visioner for kultur og idræt

Debat
Christian BuddePolitisk leder og medlem af kulturudvalget for Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For første gang i et årti har Aarhus fået en ny kultur- og idrætsrådmand. Det burde være et øjeblik til at slå håret ud, hæve blikket og drømme stort om det enorme – og stadig uforløste – potentiale, som kultur og idræt rummer i Smilets By.

Derfor er det også svært ikke at blive en smule skuffet, når man læser rådmandens første interviews.

Der er sympatiske intentioner og relevante observationer: behovet for billigere lokaler, plads til vækstlag, fokus på gaming og flere idrætsfaciliteter. Men samlet set fremstår ambitionerne beskedne og fragmenterede. Det er idéer – ikke en vision.

Det er ganske enkelt uambitiøst, hvis svaret på Aarhus’ kulturelle udfordringer primært bliver en gamingfestival (i øvrigt allerede finansieret via en tidligere budgetaftale) og flere billige lokaler. Det kan være en del af løsningen – men det kan ikke være retningen.

Fra Venstres side har vi en langt større drøm.

Vi ønsker, at Aarhus bliver Jyllands ubestridte kulturhovedstad. En by med internationalt udsyn, hvor der er plads til både laksko, gummisko og børnefamilier. En by, hvor kulturen ikke kun lever i projekter, men i strategiske prioriteringer. Og ja – vi er klar til at tage rådmanden og udvalget i hånden og drømme sammen.

Det samme gælder idrætten.

Breddeidrætten og foreningslivet er rygraden i byens fællesskaber, men mange foreninger kæmper i dag med økonomi, faciliteter og slidte frivillige kræfter. De efterlyser frisættelse fra regler og administrativt bøvl og bedre hjælp fra kommunen, når “noget brænder på”. Flere af byens største fodboldklubber står fx med nødlidende projekter, som kalder på politisk opmærksomhed og løsninger – ikke bare gode hensigter.

Byrådet har allerede afsat 165 millioner kroner til bedre idrætsfaciliteter over de næste ti år. Det er en vigtig beslutning. Men penge på et papir skaber ikke fællesskaber i sig selv. Nu er tiden inde til at kickstarte udmøntningen, få pulsen op og gøre investeringerne synlige i hverdagen for børn, unge og voksne i hele kommunen.

Scenekunsten i Aarhus bokser over sin vægtklasse

Samtidig står scenekunsten i Aarhus et fantastisk sted. Jeg havde selv fornøjelsen af at deltage i fejring af byens scenekunst forleden, hvor Scenekunstens priser for 2025 blev uddelt. Her stod det klart, at scenekunstens mange aktører i Aarhus bokser langt over deres vægtklasse i forhold til den relativt beskedne støtte, de modtager fra Aarhus Kommune. Det burde være et område, hvor Aarhus markerer sig endnu tydeligere – nationalt og internationalt.

Rådmanden taler selv om ønsket om en 30–40-årig kulturstrategi. Det er et vigtigt signal, men Aarhus har også brug for klare politiske visioner i 2026 og de næste 4 år. En sådan strategi kræver mod til at prioritere, til at vælge til og fra og til at formulere en tydelig politisk fortælling om, hvad kultur og idræt skal betyde for Aarhus’ udvikling.

Venstre er klar til en ambitiøs vision for kultur- og idrætslivet i Aarhus.

Men det er vel den nye rådmand, der skal tage teten?