Politisk svendestykke til guldmedalje
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
En af byrådets nyeste, Camilla Rønde, leverede et politisk mesterstykke på sidste uges byrådsmøde.
Det hører efterhånden til sjældenhederne, at der er lejlighed til at uddele roser for et svendestykke til guldmedalje.
Redaktøren var blevet anbefalet at dukke op fysisk til byrådsmødet, fordi der var noget i gære om en lokalplan for et sommerhusområde ved Øervej i Øer.
Camilla Rønde viste, at der bor en skarp politiker i hende, som kun kan fremtvinge respekt hos kollegerne.
Inden mødet tegnede det til, at det rød-grønne flertal bestående af Enhedslisten, SF, Alternativet og Socialdemokratiet tilsat Radikale Venstre var på nippet til at smide lokalplanen i papirkurven, selv om udvikler Scanlux og lodsejer Svend Abrahamsen havde en forventning om, at deres projekt kunne realiseres.
Det er ikke et luftkastel, de herrer beder om.
Planlægningen sker efter ansøgning fra en privat bygherre, der ønsker at udvikle området i fuld overensstemmelse med kommuneplanen. Lokalplanforslaget er ovenikøbet i tråd med Kommuneplan 2024.
En tydeligvis velorienteret og kampberedt Camilla Rønde, sammen med veteranen Jan Fischer, Socialdemokratiets medlemmer af erhvervs- og planudvalget, havde i udvalget taget forbehold for den løsning, som var skitseret.
Når det sker, er traditionen, at så er det ude med forslaget, fordi det rød-grønne flertal lugter muligheder for at undgå endnu flere forkætrede sommerhuse.
Her havde flertallet imidlertid gjort regning uden Camilla Rønde, der havde et kompromisforslag med i tasken. Hun havde udviklers og lodsejers ord for, at de godt kunne leve med mindre sommerhuse og et byggefelt mindre end de otte planlagte.
Det tyggede de på modsatte side af bordet hos de borgerlige, og man sad og tænkte på, om de allerede på byrådsmøde tre ville forpasse en gylden chance for at splitte det rød-grønne flertal.
Efter flere timeouts og snak over bordene, og et ændringsforslag fra Venstre i allersidste sekund, da afstemningen var i gang, lykkedes det at komme i mål med lidt mindre boligkvadratmeter og fastholdelse af det udgåede byggefelt.
Et flertal bestående af Danmarksdemokraterne, Konservative, Venstre og Socialdemokratiet i en sag, hvor hensynet til markfirben og §3-område også var på dagsordenen, bed på et par af Socialdemokratiets miljøfetichister som Ole Sønderskov Hansen og Anita Søholm, men de måtte neje sig for Camilla Røndes ildhu og entusiasme.
Sønderskov nåede dog at få fremstammet, at der nu følger en otte ugers høringsrunde. Underforstået, at den kan pille ved nogle ting i lokalplanforslaget.
Camilla Rønde viste, at der bor en skarp politiker i hende, som kun kan fremtvinge respekt hos kollegerne.
De senere års socialdemokratisme i byrådet vil hun tydeligvis gøre op med, så partiet står frit og er indstillet på kompromisser og brede løsninger frem for at stille sig på bagbenene, når prekære sager med et miljøelement i lander på dagsordenen.
Der er white house potentiale i Camilla Rønde, tidligere Kolind, nu Ebeltoft. En politisk stjerne er født.