Fortsæt til indhold

Nej tak til vejafgifter - smuldrer flertallet bag mobilitetsplanen?

Debat
Gert BjerregaardMedlem af byrådet og By- og Planudvalget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Roadpricing er igen blevet en del af debatten om fremkommelighed, klima og trængsel i Aarhus. Men midt i de store ord mangler der ét afgørende svar: Hvad vil Socialdemokratiet egentlig?

I Venstre i Aarhus er linjen klar: Vi kommer til at arbejde imod ALLE nye afgifter på bilisterne. Aarhusianerne skal ikke straffes økonomisk for at køre på arbejde, aflevere børn eller drive virksomhed.

Faktisk ser det ud til, at flertallet bag den såkaldte grønne mobilitetsplan smuldrer.

I forbindelse med folketingsvalget afviste konservatives byrådsmedlem Peter Sporleder at gennemføre roadpricing som en ekstra udgift for bilisterne. Efterfølgende har Teknik- og Miljø-rådmand Nicolaj Bang (K) været ude at undsige sin egen plan.

Man må forstå, at rådmanden er blevet klogere efter et massivt pres internt, fra borgerne og erhvervslivet.

Også Socialdemokratiets nye folketingsmedlem Anders Kühnau sagde klart nej til roadpricing i Aarhus.

Nu mangler vi naturligvis at høre fra borgmester Anders Winnerskjold (S), som indtil nu har været bannerfører for den grønne mobilitetsplan - sammen med de konservative, som nu heldigvis ser ud til at have vendt på en tallerken.

Er Socialdemokratiet klar til at følge trop? Eller vil de for enhver pris holde fast i aftalen med SF og venstrefløjen om ekstra afgifter på bilisterne i Aarhus.

Roadpricing, altså en betalingsring, har været en del af Winnerskjold og Bangs klimastrategi og mobilitetsplan, men roadpricing kræver lovgivning fra Christiansborg. Derfor har aarhusianerne brug for et klart svar. Venstre og de øvrige borgerlige partier har for længst sagt nej tak til roadpricing.

Spørger man aarhusianerne, er der heller ikke meget opbakning til roadpricing. Tværtimod viser en måling fra Epinion fra november 2025, at et markant flertal afviser idéen om roadpricing i midtbyen.

Konkret erklærer 63 procent af de adspurgte sig uenige i at, det bør koste penge at køre bil ind i midtbyen i Aarhus. Omvendt er det kun 19 procent, der er enige i udsagnet.

Anders Winnerskjold, vil du stædigt holde fast i roadpricing sammen med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten? Skal aarhusianerne betale for at køre på vejene ind til midtbyen, selv om det har en social slagside?

Vil I fastholde roadpricing som en del af vejen mod CO₂-neutralitet i 2030, selvom flere partier efterhånden har erkendt, at målet ikke længere er realistisk at nå?

Aarhusianerne krav på et klart svar.

Venstre tør godt sige det højt: Det er kejseres nye klæder. I har jo ikke noget tøj på.

Roadpricing er i bund og grund en betalingsplan. Ikke en mobilitetsplan.

Roadpricing lægger en ekstra regning oven i hverdagen for dem, der ikke bare kan lade bilen stå: håndværkeren med værktøj og materialer, familien i oplandet uden direkte busforbindelse og butiksejeren, der er afhængig af kunder og leverancer.

Derfor rammer det også socialt skævt. De, der har råd, kan fortsat betale sig ind i midtbyen. Andre må i højere grad blive væk. Hvor er den sociale balance i det?

I Venstre mener vi, at Aarhus godt kan blive grønnere uden at gå i stå. Med ’Fremkommelighed for alle’ viser vi en anden vej. Flere og hyppigere busser, direkte buslinjer fra oplandet, lavere billetpriser, bedre cykelstier og moderne elbusser og BRT-løsninger som i Aalborg.

Det giver reelle alternativer til bilen og sikrer, at håndværkere, erhvervsliv og familier stadig kan komme frem.

Når den kollektive trafik er hurtig, billig og pålidelig (ikke et ord om letbane herfra), og når cykelstierne er trygge og sammenhængende, bliver det lettere at lade bilen stå. Derfor siger Venstre nej til roadpricing og nye afgifter på bilisterne, og ja til en grønnere by, hvor alle stadig kan komme frem.