Gavlmaleri ligner mere en illustration til Familie Journal
Lokal billedkunstner blander sig i debatten om stort gavlmaleri i Hammel.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det var en fornøjelse at læse kunsthistoriker Casper Bertelsens indlæg om det nye gavlmaleri på Marsk Stig Kro i Hammel.
Det er skønt at se, at der er en person, der tager kunst i det offentlige rum seriøst og forventer, at der stilles krav om en vis kunstnerisk tyngde og kvalitet.
Jeg er stort set enig i hans kritik af kommunens alt for lave ambitionsniveau, men vil gerne understrege, at kritikken ikke går på den gruppe, der har taget initiativ til projektet. Det er prisværdigt, at en gruppe borgere tager initiativ til at gøre byen mere spændende at færdes i, men det betyder jo ikke, at de ikke også har et ansvar for den kunstneriske kvalitet.
Det ansvar deler de med de udvalg, der har bevilliget pengene. Det, der står tilbage, er et stort, rungende spørgsmål: Har der været en arkitekt til stede – eller mere præcist, har der været en kunstfaglig rådgivning til stede?
Det skitseforslag, der er præsenteret, har for mig at se ikke en standard i både form og indhold, der kan bære et gavlmaleri i det format. Det ligner til forveksling mere en illustration til Familie Journal.
Når Kunstudvalget har godkendt og givet 40.000 kr. til projektet, har de så vurderet projektets kunstneriske kvalitet og ud fra hvilke kriterier?
Og når Kultur & Fritidsudvalget har godkendt og givet 85.000 kr. oven i hatten, har de så indhentet kunstfaglig viden? Har de overhovedet forholdt sig til den del af projektet?
Det er virkelig ærgerligt, at man ikke har større ambitioner på kunstens og borgernes vegne. Når nu Kunstudvalget er nedlagt, vil jeg håbe, at man fremover vil lave en organisering eller strategi, der sikrer, at kommunen lever op til sin egen ambition om kvalitet. Mange kommuner har etableret et kunstråd bestående af kunstfaglige personer ud fra den erkendelse, at selv om man er folkevalgt, har man ikke forstand på alt. Selv om vi er en ”bondekommune”, må vi godt tænke stort eller bare lidt større.