Fra guldrus til Superliga-start: AGF er en stor familie

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi husker det stadig, da vi triumferede i Brøndby, men vi husker endnu mere ugen efter, hvor vi markerede sejren og mesterskabet med et Bråvallaslag i Vejlby mod Viborg og med en uforglemmelig fejringsmarch fra Bispetorv til Vejlby.

Den march vil med garanti gå over i historien og er vel reelt kun overgået af Atom-marchen fra Holbæk til København tilbage i begyndelsen af 60erne. Den march talte bl.a. arkæologen P.V. Glob, kirkeminister Bodil Koch, forfatteren Halfdan Rasmussen og Jørgen Dich fra Aarhus Universitet.

Fornemme navne, men sgu ikke noget, vi kan bruge på Grenåvej her 60 år efter. Denne dag var det Lykkeberg, Mahncke, Johs, Søren A., Kaliffen, Biro og Slappe, der gik. Og tilmed var formålet ædlere. Her marcherede vi ikke for verdensfred, vi marcherede for vores klub, vores by og for hinanden.

Det var både en særlig og mærkelig oplevelse, at Grenåvej, denne identitetsskabende indfaldsvej, der kløver Vejlby fra Risskov, i to timer var lukket for al trafik. Igennem hele mit liv har Grenåvej både været en trafikåre, som de fleste fra Vejlby færdes på hver dag, men også et sted, hvor vi har stået med smøger i den ene hånd og en halv liter cola i den anden og ventet på både piger eller palaver. Denne dag kunne vi så på én gang både gå, synge, drikke og sågar pisse midt på Vejlbys helt egen Unter den Linden.

Marchen står for mig som det ultimative bevis på mesterskabet og på det vanvid, der fulgte med, og man tror jo, det er løgn, når man ser billederne fra den dag.

Men det er det ikke.

Og nu, hvor der er gået to måneder, er Grenåvej så småt tilbage til normalen, og hverdagen er ved at vende tilbage. Nu slutter ferien for mange, og det, der kunne være så trist, opvejes af, at nu begynder Superligaen.

En Superliga, hvor De Hviie denne gang er duksene og dem, alle vil slå og måle sig imod. Og det er vel dét, der har fyldt mest for mig denne sommer: At tænke på, hvordan AGF vil håndtere det faktum? Jeg mener, det er immervæk fyrre år siden, vi sidst var i den position.

Som AGF-fan siden 1981 sidder der i mig og mange andre en altid nagende, ukontrollerbar frygt for nederlag, nedrykning og evig lidelse. Frygten stikker dybt og går ikke bare over, fordi vi nu er mestre.

Flere har allerede spurgt sig selv, om AGF kunne finde på at lave en såkaldt ”Herfølge”? Eller en ”Vejlby”, om man vil. Det betyder kort fortalt at vinde stort for så at kollapse umiddelbart efter. Herfølge vandt mesterskabet i 2000. Året efter rykkede de ned med sådan en sidevind. For VIK handlede det om op- og nedrykninger lige så ofte, som der er slutrunder i håndbold.

I år har jeg bedre styr på frygt og tanker, for det er, som om noget er anderledes, og virkeligheden er en anden. AGF er mestre. AGF tog guldet. Vi præsterede ikke over evne, som Herfølge gjorde dengang. Vi vandt, fordi vi var de bedste.

Det er med andre ord et andet AGF i dag. Et helt andet, hvilket jeg mener bunder i, at AGF lige nu har en fantastisk bestyrelse, direktion og trænerstab.

Jeg har bevidst ikke i mine tidligere klummer skrevet synderligt meget om AGF-ledelsen, for ledelse er for de fleste vejlbyere et fremmedord, et tabu og noget, vi ikke forholder os til. Vi gider ikke MUS-samtaler, kompetenceudvikling og medarbejdertilfredshedsundersøgelser.

I dag gør vi en undtagelse, fordi ledelsen sgu fortjener det. Fortjener det, fordi den havde modet til at tage beslutningen om, at netop Vejlby skulle være en del af AGF, og fordi den siden flytningen til Vejlby ikke har truffet en eneste dårlig beslutning. Ja, ledelsen fremstår nærmest som en lykkelig familie, og de, altså lykkelige familier, hænger ikke på træerne i Vejlby.

Men ”familien” lige nu består af bestyrelsesformanden, vores far, den administrerende direktør, vores storebror, og sportsdirektøren lillebror, og lad os se lidt på dem alle tre og begynde med ”far”, bestyrelsesformand Lars Fournais, som er familiens overhoved og ham med styr på skidtet.

Stille og rolig af natur og uden behov for at gøre synderligt meget væsen af sig. Hans mission er sådan set bare at holde styr på tropperne og få familiefesterne (læs generalforsamlinger) til at blive en succes. Og hvor de fleste bestyrelsesformænd er i business, fordi det giver penge på kontoen, så er Fournais formand, fordi han MENER det. Han gjorde det med garanti uden at få en krone for det, for her taler vi om en ægte formand, der siden han var seks har elsket AGF, og som næsten halvfjerds år senere fik forholdet beseglet med en AGF-tatovering på sin venstre arm.

Respekt herfra – det er sand Vejlby-stil. ”Far” er med andre ord den sikre og trygge hånd på rattet, præcis som min egen far havde, når han styrede vores gamle CX’er fra ’82 mod sommerhuset ved Henne Strand – iskold og kølig gennem Heden og igennem den lille latterlige by Herning.

Vores ”storebror”, Jacob, direktøren, er der lidt mere fart på, og han kan indimellem godt finde på både at råbe højt, vise følelser og vise, at han bestemmer. Han er ikke altid vild med at hive pungen frem, men han har dog lært af far, at den skal op en gang imellem. Det viste han bl.a., da han sidste sommer fik Formel 1-tribunen op at stå på Vejlby Stadion. Så indtil videre går det godt, og far har ikke haft grund til at hæve stemmen. Men det kan selvfølgelig altid komme, for det er stadig far, der bestemmer.

Carsten (CV), sportsdirektør og lillebror, har arvet meget fra sin far. Og så alligevel. Han kan udadtil virke rolig og afbalanceret, men når han taler i telefon, kan han ikke altid skjule, at der altid er noget på spil.

Lillebror kan sagtens blive hidsig og er efterhånden blevet en mester i at undvige nærgående spørgsmål om spillere og ikke mindst spillerhandler. Han tøver ikke med at sige, hvad han vil, og hvad han ikke vil, og er derfor en vigtig brik i familiepuslespillet. Og for fanden, lillebror CV har trods alt 14 mesterskaber på sit personlige CV og mens mange tvivlede på AGF’s muligheder, var han aldrig i tvivl om, at det, han havde sagt ja til, var det rigtige, da han tiltrådte sidste sommer.

Endelig har lillebror den evne, at han ved, hvordan en trup bedst spiller sammen – også uden for banen. Alene det, at få så mange nordmænd integreret uden de store sværdslag er sgu imponerende.

Men hvor er mor henne, vil enkelte læsere spørge? Nogle mener, hun er flyttet til Costa Blanca, da hun for mange år siden forlod far og drengene – noget med, at fodbold simpelthen fyldte for meget.

I stedet har far fået en ny, midlertidig kæreste, som bor forholdsvis tæt på familien – selvfølgelig i Vejlby og på den rigtige side af Grenåvej, og der tager hun sig enormt godt og kærligt af både far og sønner, men også deres mange venner. Og netop dér mødes de igen i morgen, den 25. juli, til familiens store sommer- og opstartsfest på Vejlby Stadion. Brøndby er også inviteret, men skal ikke regne med at få noget med hjem, for nok er vi en rummelig familie, men der er grænser. Med andre ord, vi er klar som aldrig før. Brøndby og PM får en over nakken.

KSDH!

Denne klumme er skrevet inden resultatet og CL-kvalen i Randers. Og Randers vender vi tilbage til.