Våde DM-øjne i Brøndby

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Vejlby græder vi ikke. Slet ikke, hvis andre kan se, vi gør det. Men søndag i Brøndby var vi væk hjemmefra og på udebane, og så gælder andre regler.

For da fotograf Peter Maunsbach (ham kommer I til at høre mere til, vent bare) gik imod mig med åbne arme nede på Brøndbys sidelinje for at sejrsknuse mig, så jeg hans unge øjne var våde. Han vil helt sikkert stå ved det, de våde øjne, men for mig blev det pludselig svært. De pressede sig på, tårerne, og jeg måtte gå væk,så han ikke kunne se det. Men nu ved han det. Alle ved det, når der læses med her, og det er også ok nu. For søndag blev vi forløst. I Brøndby af alle steder. Og det er den forløsning, og en masse andet, jeg gerne vil fortælle om i denne, den sidste klumme for denne sæson.

Men hvor er det, vi lige skal begynde? For der er så meget, som skal fortælles, inden vi søndag mod Viborg kan konfirmere mesterskabet.

Blandt andet om kampe, der på hver deres måde talte ind i en dramaturgi, vi måske havde håbet på og drømt om, men vel næppe helt kunne forestille os.

Sønderjyske-kampen var den første, den kan vi ikke komme uden om. Og det skal vi heller ikke, for søndag den 3. maj fik Vejlby sit længe ventede Kodak-moment. Fik sig det øjeblik, som for altid vil stå printet på samtlige tilstedeværendes nethinde, og som ingen nogensinde vil glemme.

Jeg var selv denne søndag så heldig, både at være på stadion, men også at kunne følge de sidste minutter på tætteste hold. Jeg havde muligheden for at stå tæt på banen og overvære jubelscenerne, der efterfølgende udspillede sig.

Indimellem er der små privilegier – selv for en Vejlby-dreng.

Og herinde kunne jeg, da slutfløjtet lød, sole mig i den stille regn. Jeg kunne gå langs banen ned til min søn og GF-kysse ham gennem hegnet.

Da det var gjort, kunne jeg gå mod min plads igen og der se spillere, ledere, bolddrenge, vagter og journalister kramme hinanden, som var det det mest naturlige i verden.

Alt sammen utænkeligt på en almindelig kampdag i Vejlby. Men denne dag var intet almindeligt. Det var sindssygt.

Det hele skyldtes vores nye afrikanske diamant fra Uganda, der tog et løb fra midten af banen. Med bold. Fik afsluttet. Og scoret. Og væltede stadion. Og Vejlby.

Fra da var vi igen inde i mesterskabskampen. Med nyt momentum, som langsomt ellers syntes at fortone sig. Og apropos Bogere, kan jeg fortælle, at min søn lige nu, mens alt dette vanvittige foregår i Aarhus, er på jagt i Uganda efter den gode fortælling om de mange Bogere’er, der findes i det centralafrikanske land. Held og lykke, min dreng.

Kamp nummer to var ugen efter, den 10. maj i Brøndby.

Jeg vægrede mig gevaldigt ved turen, fordi jeg vidste, at blev vi mestre her, ja, så var jeg enormt langt væk hjemmefra og dermed afskåret fra den kæmpe fest, der ville udspille sig i indre by og i Vejlby.

En fest, som jeg havde ventet på i 40 år, og et sådan tænkt scenarie havde mit hårdt prøvede sind svært ved at tackle. Men jeg tog afsted. I bil. Og ankom til Glostrup Station 15:41 og derfra gik det kun en vej – fremad og i march. Med 2.000 andre. Mod Brøndby Stadion. Fascinerende.

Herinde gik der to minutter, da ”min” årets spiller, Dalsgaard, startede festen. Resten er historie, og lad os derfor tage fat i den.

For i 1986, da AGF sidst blev mestre, var jeg 15 år og endnu for ung til at gå i byen en søndag i oktober for at fejre et mesterskab. Ej heller var der dengang tradition for at gå all-in med hele kavaleriet, hvis og når et dansk mesterskab blev fejret. Med andre ord, det var afmålt jubel. Og det, jeg nød allermest dengang, var derfor, at min onkel Steen kørte bussen hjem fra Herfølge med alle spillerne. Det var i sandhed en fortælling værd. Og den fik vi. Mange gange.

I dag, 40 år efter, er jeg 55, og vel nærmest for gammel til at feste igennem en søndag nat. Uanset, så kunne jeg heller ikke, for jeg skulle hjem igen fra Brøndby.

Vejen hjem gik over Sjællands Odde. Og hvad man troede ville blive en rolig overfart udviklede sig til et sandt Napoli-lignende og horndyttende sanginferno på nedre og øvre dæk. Så festet blev der alligevel.

Det var godt, det var vildt, det var som det skulle være, når vi nu ikke kunne være i Aarhus. Ovenikøbet var min helt, Jens Harmsen, med færgen. Vi hilste. I glæde, men trætte og lykkelige. Min fejring var fuldbragt.

I morgen gælder det så Viborg og den endelige finale, som det hedder på operasprog. Og som Rune Lykkeberg skrev til mig i en sms tidlig mandag middag, »er det nemmere at få fat i beriget uran end en billet til Viborg-kampen« – eller sidste akt i Vejlby, om man vil.

Selv har jeg kun oplevet en operas finale og sidste akt én gang i mit liv. Heldigvis, for det eneste opløftende, jeg tog med derfra, var, at min kæreste netop under finalen faldt i dyb, dyb søvn. Hvis hun gør det igen i morgen, må forholdet tages op til revision.

For det kunne ikke være bestilt bedre, denne nærmest operalignende dramaturgi, hvor vi godt nok kender finalen og slutningen, og hvor det i morgen kun handler om at applaudere og fejre spillerne, kalde dem ind på scenen og råbe bravo og encore og vise, at vi elsker dem. Elsker AGF til op over begge ører, også så meget, at det nærmest er blevet invaliderende, og derfor tænker jeg også på en af vejlbyernes store litterære helte, Charles Bukowski, der engang skrev: »Find det, du elsker, og lad det slå dig ihjel.«

Det fandt jeg nemlig i AGF. Helt tilbage i 1981, på Aarhus Stadion og en trist affære mod Næstved. Siden har forelskelsen været total, men også næsten dødbringende.

Det er okay, for jeg har også erfaret, at man skal vælge de ting i livet, som får en til at føle sig mest i live. Og det har AGF altid gjort, og da især i denne sæson, imens de har haft hjemme i Vejlby.

For tænk at dø uden at have elsket nogen eller noget, sådan dybt og inderligt. Det kan jeg ikke forestille mig, udover måske folk fra Herning. Og søndag nat så vi den fulde forelskelse forklaret i en by og en fodboldklub.

Det var i sandhed livsbekræftende. Og selvom jeg lever lige nu i bedste velgående, er jeg også klar til at lade mig slå ihjel af det, jeg elsker. Det er dér vi er efter 40 års ventetid.

Gæste-DJ i Hvid Røg, Frej Elbæk, sagde forleden, at vi skulle glæde os over, at vi allerede havde vundet sølv. Af alle udsagn er det dog det mest kulturradikale, jeg har hørt, og mage til vrøvl skal man lede længe efter. Men Elbæk er notorisk sortseer, når det går godt, og optimist, når det går ad helvede til – og dem er der jo også brug for.

At vinde sølv gør man ikke i Vejlby eller i AGF. Her taber man guld, længere er den ikke. Men guld, det fik vi. Lige nu, hvor Vejlby blomstrer og springer ud, blev AGF danske mestre, og med fire point ned til noget, der aldrig kom på tale, vi skulle fejre.

Alt det vil jeg nu fortælle til onkel Steen. Mest af alt vil jeg fortælle ham, at 40 år efter han kørte bussen hjem med et mesterskab ombord, var det nu mig, der kunne gøre – næsten – det samme og køre hjem over Sjælland, efter at AGF var blevet danske mestre.

Min sjæl, hvad vil du mere…

KSDH!