Hvis det ikke gør ondt, tæller det ikke

Aarhus er en by, der er bygget til skuffelser. Den fyldte parkeringsplads, hullerne i cykelstien og nå ja, AGF. Aarhusianerne har i årtier kastet penge og følelser i at cykle til stadion, blot for at se holdets nederlag og byens knuste håb. Alligevel kommer man igen med fornyet tro, forventning om sejr og tyrkertro på, at Champions League faktisk kun er få uger væk. Måske er det netop derfor, at AGF giver mere mening end fodbolden i sig selv.

For vi er blevet et samfund, der desperat forsøger at undgå alt det, der gør ondt. Sorger skal behandles, ansigter glattes ud og enhver form for ubehag dulmes hurtigst muligt. Lidelse er blevet noget, der skal fikses og hurtigt gå væk. Men et liv uden lidelse bliver også et liv uden dybde. I det lys har AGF-tilhængernes liv mere dybde, end man umiddelbart skulle tro.

Glæde eksisterer kun rigtigt, hvis noget andet står i kontrast til den. Hverdagen gør ferien fed. Nederlagene og de mange skuffelser gør triumfen endnu større. Det er derfor, et mesterskab betyder mere i Aarhus end i så mange andre byer.

Et mesterskab uden årtiers fiasko ville bare være endnu en undskyldning for at købe en alt for dyr hvid trøje, hoppe oven på busserne og drikke fadøl i Frederiksgade. Det er nederlagene, årtiers skuffelse og nedture, der vil gøre et aarhusiansk mesterskab tæt på helligt: alle de sæsoner, der begyndte som champagne og sluttede som en flad og lunken Ceres Top. Alle de år, hvor AGF har været dansk fodbolds svar på at stå i kø ved Letbanen: fuld af håb, men aldrig helt sikker på, at det faktisk bliver til noget.

Det er dét, søndagen handler om. Hvis AGF vinder mesterskabet i Brøndby, bliver det ikke bare en sportslig triumf. Det bliver som om, at hele byen, selv mågerne, puster ud på samme tid. Hele byen vil endelig få lov til at sænke skuldrene efter 40 års indånding. Og selvfølgelig skal det næsten være i Brøndby, for det vil gøre begejstringen større. Der er naturligvis også en reel risiko for, at det hele kollapser på mest AGF-agtige vis. At søndagen ender som endnu et kapitel i den aarhusianske lidelseshistorie.

Ingen i Aarhus vil i grunden blive oprigtigt chokeret. For AGF er ikke bare en fodboldklub. Det er en aarhusiansk identitet. En særlig blanding af storhedsvanvid og mindreværdskompleks. Det er Klods Hans i hvidt og en by, der på én gang er overbevist om sin egen betydning og samtidig forventer katastrofen lige rundt om hjørnet. AGF passer perfekt til Aarhus: en by med mindreværdskomplekser i kombination med håbet om, at næste gang bliver det anderledes.

AGF er på sin egen skæve måde en påmindelse om noget, moderne mennesker bruger pilates, penge og piller på at glemme: at det meste i livet og i Aarhus, der virkelig betyder noget, også risikerer at gøre ondt. KSDH.