Kom maj, du søde milde: AGF kan vinde DM-guld for første gang i 40 år

AGF mod Brøndby er noget særligt og har altid været det.

Rivaliseringen har national interesse, for der er store forventninger på begge sider af bæltet: Aarhus mod Brøndby/København har altid solgt billetter.

Der har også været besynderlige ritualer forbundet med den kamp. Især når den blev spillet i Aarhus, var der tilskuere, som stillede i det samme tøj sæson efter sæson. De gik også den samme vej til stadion, købte den samme forplejning, for den havde bragt held. (læs sejr). Hjemme havde vores super-fan videobånd med samtlige indslag med AGF i DR. Ikke overraskende var han altid parat til en fodboldsnak.

AGF var en stor og etableret klub, da Brøndby meldte sig på banen. Den gamle hæderkronede klub, grundlagt 1880, blev udfordret af opkomlingene fra den københavnske vestegn, grundlagt 1964, med en læge i spidsen. De blå-gule viste sig klogere og smartere end de traditionsrige aarhusianere, når det handlede om at drive en fodboldklub. Der var ingen grænser for planerne. Selv en bank ville man oprette.

Det er Mozart, som skabte melodien ”Kom maj, du søde milde.” Elegante toner dribler over nodepapiret. Det spil tillader banerne også, når varmen vender tilbage, og lige inden sæsonen slutter.

Forstå det, hvem der kan.

Superligaen er tæt ved målstregen. To hold bejler til mesterskabet. Der er ikke andre, som kan sætte sig på tronen. FC Midtjylland er to points efter AGF i stillingen, og begge hold mangler to kampe.

I morgen kl. 14 møder FC Midtjylland FC Nordsjælland i Farum, mens Brøndby søndag kl. 18 tager imod ligaens førerhold, AGF.

I sidste runde den 17. maj spiller begge hold kl. 18: AGF hjemme mod Viborg og FC Midtjylland tager imod Brøndby.

Stormagt i dyb krise

AGF var notorisk en stormagt i dansk fodbold, indtil EF-domstolen i december 1995 afsagde den såkaldte Bosman-dom, der slap spillere fri af kontrakter, når de udløb, og uden at den nye arbejdsgiver skulle betale en såkaldt overgangssum til den tidligere klub. AGF mistede på få år en række af sine bedste spillere uden at få en krone i kompensation.

Til gengæld kunne klubben indlede en årelang genopbygning af førsteholdet. Det var ikke ligetil, og der var alvorlige bump undervejs med jævnlige nedrykninger i 2006, 2010 og 2014. Hver gang returnerede AGF hurtigt til den bedste række.

En række trænere og direktører røg ud i forbifarten. Med kompetente sportschefer i ledelsen er den trafik blevet reduceret, og man sparer formuer ved ikke hele tiden at skulle kompensere trænere.

At AGF kan blive danske mestre for første gang siden 1986 og sjette gang i alt, er kulminationen på en optur, der bærer præg af en gennemført strategi, som har skabt orden i administrationen og økonomien. Klubben skulle ikke være afhængig af rigmænd, som var på udkig efter en hobby, selv om udlandsdanskeren og bankmanden Kurt Andersen trådte til på et afgørende tidspunkt. At han tjente lidt på sin redningsaktion, var ham velundt, for han satte millioner på spil.

Nye tider og ny direktør

Det var afgørende for fremtiden, at Jacob Nielsen tiltrådte som den hårde måde. Det var heller ikke ligefrem til skade, at Lars Fournais blev formand. De to dannede et kompetent makkerpar og havde en underholdende birolle som engagerede tilskuere på tribunerne i denne sæson.

Der kom orden i økonomien, blev bygget nyt klubhus og man er langt med et moderne stadion også takket være en generøs kommune og velvillige sponsorer. Den nye hjemmebane ventes klar i 2027.

AGF’s sæson er som tilværelsen: Opture og nedture, sejr og fiasko. De virkelig inkarnerede fans følger AGF fra vugge til grav. Iklædt sparkedragter med AGF’s logo, når de for første gang optræder som ”den hvide” ved dåben, og når overtiden i livet er udløbet, er det præsten, der understreger, hvor meget AGF i virkeligheden betød for afdøde. Holdets præstationer bestemte humøret hele ugen efter den seneste kamp.

Jeg ved det, for noget af det sidste, jeg husker fra min far, er, at han nærede stor optimisme på AGF’s vegne sidste gang, vi talte sammen, inden han døde af en blodprop nogle nætter senere. Det var i november 1978.

Han var købmand tæt ved Vesterbro Torv i Aarhus og talte meget fodbold med kunder og repræsentanter. Særligt glædede han sig, hver gang han fik besøg af repræsentanten for Oxford Kiks. Det var John Jensen, centerforward på AGF’s divisionshold og landsholdet. Det kastede glans over forretningen.

Min far var fast på mand på stadion til AGF’s kampe siden 1920’erne.

En af mine kollegaer på avisen var også fuldstændig optaget af AGF. Vi sad en dag på tribunen og ventede på, at en kamp mod Brøndby skulle begynde. Selv om han sad stille, svedte han.

»Det er så spændende, at jeg næsten ikke kan holde det ud,« sagde han og tørrede panden.

Særlig én kamp mellem AGF og Brøndby var usædvanlig. Den 12. maj 1996 stillede Brøndby op i Aarhus til en kamp, der afgjorde det danske mesterskab. Brøndby toppede stillingen, men AGF kunne med en sejr overhale rivalerne.

DBU’s nuværende fodbolddirektør Peter Møller bragte umiddelbart før pausen Brøndby foran. I 2. halvleg scorede Thomas Thorninger to og Henrik Mortensen et mål for AGF, til stillingen 3-1. AGF lignede en vinder, inden Ebbe Sand fik reduceret og kort før tid udlignede Brøndbys målmand Mogens Krogh på hovedstød. Den scoring var med til at koste AGF mesterskabet i 1996, men hvilken kamp.

Penge til spillerne

I 1986, da AGF senest vandt mesterskabet, lå de højeste spillerlønninger på 250.000 kr. årligt, men beløbet rakte slet ikke, da AGF i 1987 indførte fuldtidsprofessionelle tilstande, og i 1989 var klubbens spillerbudget vokset til 7, 3 mio. kr., og AGF fik et lift af samfundet med kurs mod afgrunden. AGF var i dyb krise. Selv om klubben var blevet børsnoteret, og på trods salg af Frank Pingel og Bjørn Kristensen til Newcastle og Henrik Mortensen til Norwich var kassen tom!

Brugtvognsforhandler Johannes Abildtrup var superb til bilauktioner, men fodboldklubber kunne sagtens køre skævt, og det gjorde AGF. Klubben var på spanden, og det var et rent held, at Mogens Boyter, der med Pressalit havde tjent en formue på toiletsæder, overtog styringen.

Boyter brød sig ikke om lange kontrakter, så Stig Tøfting, Martin Jørgensen, Thomas Thorninger og Allan K. Jepsen tog til udlandet. Håvard Flo fik kontrakt i Werder Bremen. Det hold, der havde vundet pokalfinalen, var splittet i atomer og ikke længere konkurrencedygtigt.

Siden gjorde folk grin med AGF. Her læste aarhusianerne stillingen på hovedet, og AGF egnede sig til at passe vanskelige børn, for de slog aldrig nogen. Og efter to sejre i træk, måtte det være et spørgsmål om tid, før holdet vinder Champions League.

Glem det. I disse uger er der mulighed for hævn. Bare spil som Mozart.