Kongeklub på pokal-kurs?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg ser det ganske tydeligt for mit indre fremtidsblik: Det er en dejlig varm forårsdag - Kristi himmelfartsdag - jeg er i Parken og er sammen med tusindvis af andre AGF-fans med til at gøre nationalarenaen helt hvidglødende.

Vi er mange voksne mænd, som hulker af ren uforfalsket lykke, da Kong Frederik den 10. giver pokalen til en storsmilende AGF-anfører Patrick Mortensen.

Kongen har venligt, men bestemt, påtaget sig opgaven som pokaloverrækker i stedet for kulturministeren, og Patrick Mortensen hæver sølvtøjet op mod himlen i et konfettihav af guld til tonerne til af Queens berømte sejrshymne ”We Are the Champions”.

Voksne mænd jubler over, at trofæ-tørken endelig er overstået, og den tiende pokaltitel er i hus.

Ovenstående drøm lever nok i bedste velgående for de fleste AGF-fans, men jeg fornemmer, at det er som om, at det i stigende grad er mere acceptabelt at sige det højt. Stadig med fare for at blive latterliggjort og drillet efterfølgende naturligvis.

I Jyllands-Postens AGF-podcast ’Hvid Røg’ sætter topscoreren og anføreren selv ord på drømmen.

»Der var ikke noget, jeg hellere ville end at stå i Parken og løfte den skide pokal, for jeg er godt klar over, at der er noget historisk i at kunne være en del af det. Jeg har nogle drømme og ambitioner men er også godt klar over, at hvis de skal opfyldes, så gælder det om at bevare benene plantet på jorden,« fortæller han til værterne Sture Sandø og Michael ’Jøden’ Christiansen.

Sidstnævnte deler min drøm og siger: »Det må være så fedt for kongen, at hans hold får pokalen. Det er en jo vild måde at starte sin regeringsperiode på.«

Og hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre at vinde de to semifinaler over FC Nordsjælland og komme i pokalfinalen, som må og skal vindes?

Der er sket meget siden seneste superligafløjt 3. december i København, hvor AGF tog en sjælden udesejr mod FC København.

Det er ikke gået ubemærket hen, at AGF er blevet en kongeklub og har været gennem et relativt stille men tilfredsstillende transfervindue sammenlignet med tidligere tider. Forsvarsspilleren Jonas Jensen-Abbew fra FC Nordsjælland og Tobias Bach fra FC Fredericia er stødt til truppen, der ser stærk ud.

Noget af de vigtigste har været, at Mikael Anderson bliver. Han er en og bliver en nøglespiller - efter sigende den bedste til træning på Fredensvang.

Vi er mange, der håber på, at den imponerede point-stime trods et hav af skader fra efteråret fortsætter. Det lover i den grad godt for den sidste halvdel af Superligasæsonen.

Hvis Uwe Rösler kan fortsætte med at smitte med sin vindermetalitet, er AGF mere end godt på vej til noget stort.

Den første asfalt på den vej skal lægges på mandag i Nørreskoven i Vejle.