Fortsæt til indhold

Vi er under usædvanligt pres – men der skal være råd til skolerne

Skanderborg Kommunes økonomi er under hårdt pres, og der bliver ikke plads til ufinansierede ønsker ved de kommende budgetforhandlinger. Men skolerne skal løftes, Hørning skal beholde sin svømmesal, og skatten skal holdes i ro, mener Christian Wibe-Marker (K).

Debat
Christian Wibe-Marker (K)Næstformand for Økonomi og Erhvervsudvalget, 2. viceborgmester
Birgitte MajgaardByrådsmedlem
Torben WallnerByrådsmedlem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det Konservative Folkeparti går til budgetforhandlingerne med begge ben på jorden og med respekt for den økonomiske virkelighed. Vi vil passe på kommunens økonomi, samtidig med at vi prioriterer børnene, skolerne og de lokale fællesskaber.

Skanderborg Kommune er under et ekstraordinært likviditetspres som følge af den høje vækst i antallet af børn og unge. Vi er blandt de kommuner i Danmark med flest børn pr. indbygger, og hver fjerde borger i kommunen er under 18 år.

Ansvarlig økonomi handler ikke om at lade være med at prioritere. Det handler om at prioritere det, der gør den største forskel.
Christian Wibe-Marker

Det har nødvendiggjort store investeringer i dagtilbud og skoler og slået bunden ud af kommunekassen. Det er positivt, at vi er en vækstkommune, men væksten er også en økonomisk udfordring. Derfor bliver det en hård omgang budgetforhandling. Der bliver ikke plads til utroværdige ønsker eller ønskelister uden finansiering.

Ansvarlig økonomi handler ikke om at lade være med at prioritere.

Det handler om at prioritere det, der gør den største forskel. Derfor vil vi arbejde for et økonomisk løft af skolerne, som vi lovede i valgkampen. Vi tror på en folkeskole, hvor læring, dannelse og trivsel går hånd i hånd, og hvor både den almene folkeskole og specialområdet styrkes.

Samtidig vil vi arbejde for, at borgerne i Hørning fortsat har adgang til en lokal svømmesal. Den hurtige økonomiske gevinst ved at lukke svømmesalen står efter vores vurdering ikke mål med den langsigtede investering i fællesskab, forebyggelse og sundhed. Ligesom vi fortsat arbejder for svømmehal på Klank for de allerede afsatte midler.

Samtidig skal skatten naturligvis holdes i ro. Skanderborg Kommune har allerede en høj kommuneskat, og løsningen er ikke at sende regningen videre til borgerne. En skattestigning rammer ikke alle ens. For borgere med høje indkomster vil en højere kommuneskat blive modregnet i statsskatten på grund af det skrå skatteloft. Den samme beskyttelse gælder ikke for borgere med lavere og almindelige indkomster.

Derfor vil en skattestigning i praksis især kunne mærkes hos de borgere, der ikke betaler topskat. For os konservative er sund økonomi selve fundamentet for en velfungerende kommune. Vi skal kunne udvikle Skanderborg i takt med befolkningsvæksten uden at tabe pusten økonomisk.

Konservativ politik handler ikke om bare at bruge færre penge. Det handler om at bruge pengene med omtanke og sikre, at de rækker længst muligt.

Se video: