Hvilken slags turisme ønsker vi i Syddjurs?
En nabo til et nybygget sommerhus i Ebeltoft oplever, at støj og trafik udfordrer både fællesskab og natur.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Min familie og jeg bor i Ebeltoft, fordi vi ligesom nok hovedparten af indbyggerne i Syddjurs er glade for naturen. Skønt der er langt til hospitalet, og en bil er en nødvendighed, har vi valgt den daglige glæde, som fuglesangen, skoven, dyrene og solens spil i hav og himmel giver os.
Den herlighed deler vi gerne med de mange, der besøger os om sommeren. Indtil for nylig kunne vi frit vælge mellem kvarterets ro og det ”kulturchok”, vi oplevede, når vi i sommermånederne kom til bymidten eller stranden og så, at menneskemængden havde formeret sig med tusinder.
Det giver liv i byen og indtægter til sommerhusejere, butikker og restauranter. Det er turismen, byen lever af. Der skal tjenes penge i sommermånederne, ja. Men det bør ikke gå ud over livskvaliteten for os, der bor her hele året.
Vores førhen skovklædte nabogrund blev for et par år siden forvandlet til et stort udlejningssommerhus. Fuglekvarteret i Ebeltoft var en gammel plantage, der fra sommerhusområde blev til helårsbeboelse med enkelte sommerhuse iblandt.
Efter Coronaepidemien oplevede vi det glædelige, at flere unge småbørnsfamilier overtog husene, da de oprindelige beboere faldt fra. Det gav dejligt liv og ny energi til kvarteret. Dog ser vi i løbet af de seneste par år, at helårshusene nu bliver solgt som sommerhuse. Måske som flexboliger?
Vi oplever et stigende antal gæster i sommermånederne, men mærker en tydelig forskel mellem ”familiesommerhusene” og udlejningssommerhusene. Ja, man må udleje sit sommerhus, når man ikke selv benytter det. Faktisk må man nøjes med at benytte sit sommerhus i 2 uger om året. Eller blot undlade at udleje det i den koldeste tid. Mørke vinduer og ingen julelys, når vi går tur i kvarteret.
Men på nabogrunden er der liv og glade dage. Opvarmede bassiner og spabade i haven giver udlejning året rundt. Sommerens familieferier erstattes af vennegrupper, der med kulørte lamper, drinks i bassinet og schlagermusik kan holde den kørende næsten døgnet rundt.
Min nabos små børn kan ikke sove. Og når jeg går ud i min have for at kigge på stjernehimlen, føler jeg mig næsten som en uindbudt gæst til andres poolparty.
Der udlejes ikke til fester, står der. Men hvem vil ikke gerne feste, når man har lejet et dyrt sommerhus med opvarmede udendørsbade, blinklys, soundbox og hele molevitten? Så er naboerne nok ikke lige de første, man tænker på.
Vi føler os som naboer til en erhvervsvirksomhed, skønt den nok ikke er det ifølge loven. 6-7 parkeringspladser og 12 sengepladser, overfyldte skraldespande og et evindeligt rykken ind og ud.
Vi hører, at de store sommerhuse skaber problemer i sommerhuskvartererne på grund af larm og belastning af vejnettet. I et beboelseskvarter er ulemperne endnu større, da ikke blot vores ferie, men hele vores dagligdag påvirkes.
Der er til beboernes bekymring nu planer om opførelse af et endnu større sommerhus i kvarteret (160 m2 bolig plus 70 m2 kælder). Hvis dette gennemføres, vil det indvirke negativt på vores kvarter. Områdets lokalplan kræver, at skovpræget i kvarteret bevares, så der ved træfældning skal genplantes.
Det rige fugleliv, rådyr, ræve, grævlinge, mår, ilder, frøer, tudser, firben, sommerfugle og andre insekter samt planter, som vi hæger om, tilgodeses ikke, når genplantningen indskrænkes til udrullede græsmåtter.
Vi mærker, at dyrelivet er presset af nybyggeriet på Carl Th. Dreyers Vej, og vi håber, at naturen fortsat vil have en chance i Fuglekvarteret.
Det kræver nattemørke og ro, noget som efterhånden er en sjældenhed og et særkende for vores kvarter, og som vi beboere sætter stor pris på. Det er vores håb, at byrådets politikere vil undersøge, hvorfor den slags byggetilladelser gives i et sådant område.
Storsommerhuse kunne måske indrettes i ubenyttede landejendomme med en beliggenhed, der ikke generer naboerne?
læser
lige nu