Er kommunen blevet pengetank for andres prestigeprojekter?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Bliver Syddjurs Kommune drevet rundt i manegen?
Noget kan i hvert fald tyde på, at Syddjurs Kommune er blevet rodet ind i et afgrundsdybt kviksandshul for at please Nationalpark Mols Bjerge og måske i sidste ende A.P. Møller Fonden.
For virkeligheden er nemlig, at Syddjurs Kommune har givet tilsagn om at afholde anlægsudgifterne til p-pladsen ved det planlagte besøgscenter. I første omgang var der tale om ca. 5 mio. kroner. Nu viser det sig imidlertid, at beløbet er vokset til ca. 12 mio. kroner, som fremgår af budgetforslaget for 2027. Og lur mig, om det slutter med det.
Syddjurs Kommunes økonomi er jo ikke ligefrem prangende. Syddjurs Kommune søgte om 30 mio. kroner i tilskud fra puljen for vanskeligt stillede kommuner med forskellige tekniske begrundelser, som jeg ikke skal uddybe nærmere. Imidlertid kom Syddjurs Kommune ikke i betragtning, og det må derfor antages, at det beløb, man ansøgte om, skal findes i budgettet for 2027 sammen med øvrige besparelser.
Syddjurs Kommune er på ingen måde forpligtet til at afholde udgifterne, hverken helt eller delvis, til parkeringsanlægget ved det planlagte besøgscenter. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det beløb, man har stillet Nationalparken i udsigt, vil kunne gøre stor gavn ved at imødekomme nogle af de mange anlægsønsker, der måtte være til budget 2027. Og hvis man ikke vil bruge beløbet til nye anlæg, så antager jeg, at der i Syddjurs Kommune er et vedligeholdelsesefterslæb, både inden for vej- og parkområdet, men også med stor sandsynlighed inden for bygningsvedligeholdelse. Her vil det beløb, man har tænkt sig at hælde i parkeringsanlægget, kunne gøre stor gavn til glæde for mange daglige brugere af de pågældende faciliteter.
Formanden for KL har udtalt, »kommunernes budgetlægning tegner allerede nu til at ligge langt over rammen på både service, anlæg og skat.« Så derfor vil det være nødvendigt at prioritere anlægs- og vedligeholdelsesbudgetønsker og sætte foden ned over for unødvendige anlægsudgifter.
Det handler om at komme ud af det kviksand, man har fået rodet sig ud i, så hurtigt som muligt.
læser
lige nu