»Nej, Anna Thusgaard, det er ikke en falliterklæring at give penge til socialområdet«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg fik kaffen galt i halsen, da jeg læste den prominente socialdemokrat Jan Borums kritik af borgmesterens løft til socialområdet i Din Avis 2. september. Og jeg fik den galt i halsen igen, da jeg læste svaret fra Socialdemokratiets ordfører, Anna Thusgaard, i samme artikel.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at den skarpeste kritik af borgmesterpartiets budgetforslag på socialområdet ikke kommer fra oppositionen, men fra egne rækker. Når selv trofaste partimedlemmer med 16 år på bagen ikke længere kan genkende sit parti i den førte politik, bør det give stof til eftertanke i Socialdemokratiet, ikke anledning til kritik af det siddende rådmandsparti på området.

For lad os lige få tingene på plads: Socialdemokratiet har haft rådmandsposten på socialområdet i otte år, før Liberal Alliance overtog, heriblandt en periode, hvor borgmester Anders Winnerskjold selv var rådmand for området. Hvis man mener, at man skal »tage fat ved roden af problemerne« i stedet for bare at tilføre penge, som den socialdemokratiske ordfører Anna Thusgaard siger, hvorfor har man så ikke gjort det, mens man selv sad med ansvaret?

Og til almindelig orientering kan vi da oplyse, at vi rent faktisk tager fat om nældens rod på socialområdet i Liberal Alliance. Et eksempel er vores budgetforslag om en trivselspakke, der skal mindske skolevægring, en forebyggende indsats, der på sigt giver færre børn og unge med behov for tung hjælp senere i livet og færre forældre på tabt arbejdsfortjeneste. Men vi har haft ansættelses- og forbrugsstop i tre år på området, og gentagne besparelser rammer netop den forebyggende indsats. Når vi skærer i forebyggelsen, vokser behovet i stedet for at falde, særligt fordi socialområdet samtidig er strukturelt underfinansieret af en budgetmodel baseret på demografi frem for faktisk behov. Uden en behovsbaseret model graver vi hullet dybere, hver gang vi tvinges til nye besparelser i forebyggelsen. Det er en ond cirkel. Aftaleteksten fra Omstillingsplanen på socialområdet i foråret, som Socialdemokratiet er med i, peger da også specifikt på, at der skal findes en bæredygtig økonomisk løsning til budgetforhandlingerne, og det er det ikke at tilføre 107 mio. kr., når behovet er 210 mio. kr. Vi vil I så fald stadig skulle finde over 100 mio. kr. i besparelser allerede næste år, mens omstillingsplanen fra foråret først træder fuldt i kraft undervejs.

Det er også værd at huske, at den stigende udgiftstendens på socialområdet ikke er ny, og den er ikke opstået under den nuværende ledelse. Den var den samme under socialdemokratisk ledelse før os. Den er heller ikke et særligt aarhusiansk fænomen. Det er en landsdækkende udvikling, som kommune efter kommune kæmper med.

Så det betyder ikke, at vi gør noget forkert, som Anna Thusgaard mener. Det betyder, at det er en samfundsudvikling, vi alle står i. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan blive bedre eller organisere os klogere, så flest mulige penge går direkte til borgerne. Det har vi netop bevist med omstillingsplanen i foråret, hvor Liberal Alliance fandt 50 mio. kr. i administrative besparelser ud af et samlet besparelsesbehov på 150 mio. kr., så vi ikke skulle tage hele beløbet fra de borgerrettede indsatser og civilsamfundet.

Men lad os ikke glemme, hvad debatten reelt handler om, når vi taler om budgettet på socialområdet. Det er ikke bare prognoser og procentsatser. Bag hvert tal på socialområdet er der et cpr-nummer og et menneske, der har brug for hjælp. Den erkendelse bør stå centralt, uanset hvilket parti man sidder i. Derfor skal socialområdet have en revideret, egnet budgetmodel hurtigst muligt. Jo længere vi venter, jo større bliver problemet.