Et stærkt sygehus skal også kunne række ud over sine egne mure
Overgangen mellem sygehus og kommune fører ofte til, at patienter og pårørende selv må skabe sammenhæng i behandlingsforløbet, fordi ansvaret skifter hænder undervejs.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Når en ældre plejehjemsbeboer skal undersøges på sygehuset, kan det på papiret ligne en enkel aftale. I virkeligheden kan det indebære transport, ventetid, utryghed og et brud med de kendte omgivelser. En medarbejder fra plejehjemmet skal måske med, og en pårørende kan være nødt til at tage fri fra arbejde.
Nogle gange er turen til sygehuset nødvendig. Andre gange bør lægen og behandlingen kunne komme tættere på patienten.
Som cheflæge og ortopædkirurg har den ene af os gennem mange år oplevet, hvordan sundhedsvæsenets organisering påvirker patienternes forløb. En del ortopædkirurgiske undersøgelser, kontroller og mindre behandlinger behøver ikke foregå på et stort sygehus. De kan i mange tilfælde gennemføres i en lokal klinik eller et sundhedshus tættere på patientens hverdag.
Det gælder også behandlingen af ældre og svækkede borgere. Sygehusets læger, sygeplejersker og andre fagpersoner skal i højere grad kunne følge patienten ud på plejehjemmet eller hjem til borgeren. Den specialiserede viden må ikke standse ved sygehusets hoveddør.
Aarhus har stærke sygehuse og højt specialiserede fagmiljøer, som vi skal værne om. Men et stærkt sygehus kendes også på dets evne til at række ud over sine egne mure og samarbejde med praktiserende læger, kommunale tilbud og medarbejderne omkring patienten.
I dag oplever for mange patienter, at ansvaret skifter hænder, når de bevæger sig fra sygehuset til kommunen eller plejehjemmet. Oplysninger skal gives videre, nye fagpersoner skal sættes ind i forløbet, og patienten eller de pårørende ender alt for ofte med selv at skulle skabe sammenhængen.
Man kan godt være færdigbehandlet i én del af systemet uden at føle sig færdigbehandlet som menneske.
Sundhedsreformen giver os mulighed for at ændre det. Mere behandling skal foregå i eller tæt på borgerens eget hjem, og de nye sundhedsråd skal skabe bedre sammenhæng mellem sygehuse, kommuner, praktiserende læger og lokale tilbud. Det kræver, at reformens intentioner bliver omsat til løsninger, som kan mærkes i patienternes hverdag.
Vi skal bruge lokale klinikker og sundhedshuse mere aktivt og udvikle udgående teams fra sygehusene. Samtidig skal vi sikre, at sundhedspersonalet ikke ender med at bruge arbejdsdagen på landevejen. Løsningerne skal tilpasses geografien, patienternes behov og de faglige ressourcer.
Operationer, akutte tilstande og højt specialiserede undersøgelser hører fortsat hjemme på sygehusene. Men meget af det, vi i dag automatisk kalder patienterne ind til, kan gentænkes.
Nærhed i sundhedsvæsenet handler om mere end kilometer. Det handler om tryghed, kendte ansigter og et klart ansvar gennem hele forløbet. Nogle gange skal patienten ind på sygehuset. Andre gange bør sundhedsvæsenet komme til patienten.
læser
lige nu