Regnearksborgmesteren slår til – Er det godt nok, at budgettet balancerer, når stadig flere børn mistrives?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Aarhus Byråd har i de senere mange år udsultet og “effektiviseret” velfærdsfunktionerne: skoler, daginstitutioner, socialforvaltning, hjemmepleje, bygnings- og fritidsområde-vedligehold.

Underfinansieringen er på det seneste blevet synliggjort. Socialrådmanden taler åbent om års underfinansierng, mens en voldsom nedskæringsrunde er i fuld gang. Borgmesteren vil slanke skole- og andre væsener for at bevilge en “socialprocent”, som ikke vil lukke budgethullet.

Ejendomsforvaltningen er i tre år blevet budgetteret med åbenlyst urealistiske “effektiviserings”-forventninger, så nu taler teknikrådmand Nicolai Bang åbent om udsigt til massakre på pedelområderne – skoler, plejehjem, indrætsanlæg – og yderligere vedligeholdsefterslæb.

Udgiftsbudgetterne er i Bundsgaards og Wammens rådmands- og borgmestertid øget mindre end behovene. Til gengæld har man holdt Jyllands laveste skatteprocent.

Men byrådet har aldrig villet diskutere kvalitet. Er vi aarhusianere tilfredse, hvis daginstitutionernes normering kommer op på lovmæssigt minimum? Er det godt nok, hvis bostedsbeboere og skolebørn må nøjes med mad fra centralkøkkener?

Urigtigheder, misvisninger og skønmalerier har i nogle år præget debatten om velfærdspolitik i Aarhus Kommune.

Den vigtigste urigtighed leverer borgmester Winnerskjold i interviewet om budget 2027-forslaget i Din Avis. Et interview med overskriften “Borgmesteren vil indføre “socialprocent”: »Men udfordringen er ikke løst, og prognosen er ildevarslende«”. Overskriften er retvisende.

Winnerskjold siger, at »vi er underlagt en serviceramme«.

Urigtigt

Den lidt indviklede forklaring: Hvert år indgår finansministeren og Kommunernes Landsforening (KL) en såkaldt “kommuneaftale” med et tal – en “serviceramme” for, hvor meget kommunerne tilsammen næste år må bruge på driften af velfærdstilbud. Det tal deles så ud på alle 98 kommuner, med et tal til hver.

Er “servicerammen” bindende for den enkelte kommune? Nej. Der er aftalt et indviklet stok-og-gulerodsystem, som stort set går ud på, at hvis en kommune bruger flere penge end egen serviceramme, og hvis kommunerne under ét bruger flere penge end den samlede serviceramme, så indtræffer der et “sanktionssystem.”

Den eller de overskridende kommuner straffes i det efterfølgende budgetår med at få færre penge i statstilskud, end man ellers skulle have modtaget – og eventuelt straffes kommunerne under ét med et lavere statstilskud, end de ellers skulle have.

Kommuneaftalen er ikke en lov. Den godkendes blot i finansudvalget.

Den samlede størrelse af bloktilskud fra stat til kommuner forhandles hvert år. Den eventuelle sanktion er altså en ret elastisk eventuelt-affære.

En korrekt formulering fra borgmesterens side ville altså have været, at vi vælger at underlægge os servicerammen.

Med andre ord – der er kommunalt selvstyre i budgetvedtagelsen. Byrådet kan udøve selvstyret ved at vedtage et budget, som løser Aarhus Kommunes problemer. Hellere end at udøve det »ved at underlægge os servicerammen« og lade problemerne være uløste.

»I forslaget ligger også et samlet velfærdsløft på to milliarder kroner over budgetperioden som følge af kommunens budgetmodeller,« siger Winnerskjold.

Det er misvisende. Budgetmodellerne hæver budgettet for de enkelte magistratsafdelinger i forhold til befolkningsudviklingen. Flere børn, flere penge til lærere. Flere børn og voksne – flere penge til kultur, henholdsvis sociale udgifter. Flere gamle – flere penge til hjemmeplejen.

Budgetmodellerne hæver velfærdsudgifterne (næsten) i takt med befolkningsudviklingen. Men de løfter ikke velfærden.

Ideologien er, at budgetmodellerne fastholder serviceniveauet per borger.

Realiteten er, at budgetmodellerne kompenserer lidt mindre end befolkningsudviklingen. Så de udhuler langsomt serviceniveauet.

Hertil kommer, at budgetmodellen på socialområdet aldrig har taget højde for, at en år for år voksende procentdel af aarhusianerne – børn og voksne - har stadig mere komplekse sociale problemer. Problemer, som udløser lovpligtige udgifter. Og som har fået politikerne til at iværksætte nedskæringer andetsteds for at forsøge at overholde en samlet udgiftsramme.

Nedskæringer har blandt andet ramt forebyggelse og personaleansættelser – hvilket umiddelbart og på sigt afstedkommer flere problemer og udgifter.

3. september behandlede socialudvalget status for “Omstillingsplan 2026” (nedskæringsplan) for socialområdet. Det er grim læsning.

»Borgmester Anders Winnerskjold (S) lægger op til, at der er et økonomisk råderum på 304 mio. kr. årligt, og heraf bliver 107 mio. kr. omprioriteret til socialområdet via en såkaldt socialprocent«. Og »Det vigtigste for mig har været, at vi fortsat har en sund økonomi,« udtaler han.

SKØNMALERI

De 107 mio. kr. tages fra skoler og hjemmepleje og kultur og så videre og så videre. Som en grønthøster-beskæring på en procent. Skoleområdet får altså “omprioriteret” måske 34 mio. kr. væk til socialområdet, men kan kan måske få 34 mio. kr. af råderummet på de 197 mio. kr.. 34-34 = 0. Det skal jo nok blive til en del to-lærerordninger...

I resten af interviewet nævner borgmesteren alle de nødlidende områder, der skal tilgodeses med penge fra råderummet. Han sætter ikke beløb på, hvor mange penge der mangler til handicappede, ejendomme eller busbilletter eller meget andet. Mit skøn er mellem en halv og en hel milliard kroner.

Med borgmesterlig lethed er Winnerskjolds svar, at »jeg går ud fra, at der også er en diskussion til næste år«.

Er økonomien “sund”, når vedligeholdsefterslæbet vokser? Når personaleomsætningen vokser? Når stadig flere børn mistrives i skolen? Når bostedsbeboerne ikke længere kan få hjælp til lægebesøg?

Borgmesterens politiske mål er at få budget-regnearket til at passe med servicerammen.

Derefter må rådmændene selv foretage de udgiftsbeskæringer, der får deres regnskab til at passe med borgmesterens regneark. For eksempel ved at undlade at vedligeholde skoler, skære på handicap-ydelserne, presse flere opgaver ned over færre personaler.

Men det er ikke borgmesterens problem – hans skønne regneark passer jo.

Løsninger?

På kort sigt, i 2026 og 2027, kan byrådet beslutte at bruge noget af kassen til at hæve velfærdsudgifterne. Der er penge nok i kassen. Og i 2026 er der ikke udsigt til samlet kommunal overskridelse af servicerammen.

På lidt længere sigt kunne borgmesteren – som jo sidder i KL-bestyrelsen – sørge for en mere realistisk serviceramme til landets næststørste kommune.

Og på lidt længere sigt eventuelt, om fornødent, hæve kommuneskatten blot til et jysk gennemsnit.

Så ville vi have en borgmester for byen og aarhusianerne – ikke blot en regnearksborgmester.