En af os – overalt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På min opslagstavle hænger et billede, jeg tog med hjem fra Kina i sommer, fra en gammel kirke i Beijing: Jesusbarnet på Marias arm, klædt i en gylden, kejserlig silkedragt med dragemotiver og en lille spids, rød hue, som en kinesisk kejsersøn. Billedet er lavet i 3D, så barnet drejer hoved og krop og følger en med blikket, uanset hvor man står. Det virker, som om det lille barn ser på en.

For os i Danmark ser dette Jesusbarn fremmed ud. Vi er vant til et andet – et enkelt svøbt barn, malet af italienske og nederlandske mestre, klædt, som man klædte børn i Europa. Jeg har hængt billedet op netop for at minde mig selv om, at vores måde at forestille os barnet på ikke er den eneste.

For år tilbage var jeg i Assisi i Italien. Det siges, at Frans af Assisi var den første til at lave en julekrybbe, hvor menneskene i byen kunne komme og opleve julefortællingen. Nu er der blevet en hel samling af små julekrybber i Assisi. Der ligger Jesusbarnet i utallige skikkelser – klædt og formet efter traditioner fra alle kontinenter i verden – skåret i lokale materialer og iklædt lokale mønstre. I nogle ligger barnet i en bjælkehytte, i andre i en iglo. I nogle er det omgivet af får, i andre af løver og antiloper. I hver eneste af dem var barnet formet forskelligt – men altid genkendeligt for det folk, der havde skabt krybben. Jeg husker særligt en fin lille inuitkrybbe fra Grønland.

Det historiske Jesusbarn blev født i Palæstina for to tusind år siden. Men i hver afkrog af kloden, hvor fortællingen om det er blevet taget imod, er barnet blevet adopteret og taget ind – i de lokale klæder og skikke. Selv heroppe i vores lige nu knap så kolde nord, hvor jeg også engang har set en rødhåret Kristus. Ingen af skildringerne er mere rigtig end de andre, heller ikke vores. På en måde sker selve underet igen og igen – at Gud flytter ind, helt nær – hver gang et folk tager Jesusbarnet til sig og genfortæller dette barn og dets historie i deres eget billedsprog.

Sådan tænker jeg, når jeg møder den lille kinesiske Messias’ blik på min opslagstavle om morgenen. Vores danske forestilling om Jesusbarnet er kun én skikkelse i et stort kor af skikkelser fra hele verden, der alle, hver på deres måde, fortæller den samme historie: at Gud kom til os som et barn, og lod sig genkende som et af vore egne, hvor end vi bor på kloden.

Overalt er han en af os.