Huller i vejen er bedre end huller i velfærden
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I disse sparetider vil jeg gerne slå et slag for, at Syddjurs Kommune ikke bruger penge på at forbedre Strandvejen mellem Følle Strand og Rønde.
Faktisk synes jeg næsten, at jo dårligere vejen bliver, jo bedre.
Strandvejen er nemlig efterhånden blevet en ganske effektiv og ikke mindst billig fartdæmper. Det gælder biler, men især de mange motionscyklister, som på gode sommerdage tilsyneladende kan få den opfattelse, at Strandvejen er blevet optaget som en særlig etape i Tour de France.
Faktisk synes jeg næsten, at jo dårligere vejen bliver, jo bedre.
Her kommer ryttere i stramt lycra og med imponerende fart rundt på en vej, hvor der samtidig færdes biler, gående, andre cyklister og os, der bor langs vejen. Det kan indimellem give nogle situationer, hvor man som lokal beboer godt kunne ønske sig lidt mindre Tour de France og lidt mere søndagstur.
Men her kommer vejens elendige tilstand os til hjælp. Huller, ujævnheder og dårlig asfalt får selv den mest ambitiøse bjergrytter til at lette en smule på farten eller rettere sagt pedalen.
Så dette er ikke en klage over Strandvejen. Tværtimod. Betragt den som kommunens gratis trafikregulering.
Og når kommunen nu alligevel skal spare, kan pengene passende bruges på nogle af de borgere og områder, der har mere brug for dem.
læser
lige nu