Min største bekymring er, at børn og unges nysgerrighed og lyst til at lære nyt er faldet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forældrene opdrager ikke ordentligt. Nej, det er inklusionens skyld. Nej, det er skærmene. Nej, det er regeringen. Nej, det er daginstitutionerne, der ikke får børnene klar til skolestart. Der har været mange enkle forklaringer på de seneste PISA-tal. Hvis det bare var skærmenes skyld, så kunne vi hurtigt fikse det.

Personligt mener jeg, vi svigter vores unge, hvis de kan komme gennem hele deres skolegang uden at lære dansk og matematik ordentligt. Fordi forskningen tydeligt peger på, at det forringer ens muligheder markant resten af livet. Det er et svigt.

Men noget der næsten bekymrer mig mere er, at de unges nysgerrighed og lyst til at lære nyt er faldet. Det er deres evne til at koncentrere sig også, nøjagtig som vores – måske fordi vi hele tiden bliver afbrudt eller kan blive underholdt. Men tilbage til nysgerigheden. Nysgerrighed er en af de mest værdifulde menneskelige egenskaber, vi har. Det var nysgerrighed, der engang fik nogen til at opfinde hjulet. I en fremtid med robotter og AI bliver den evne kun vigtigere.

Jeg drømmer om en folkeskole, der formår at fange Almas og Alfreds nysgerrighed, og som inspirerer dem til at tænke selvstændigt og kreativt, ikke bare til at aflevere det rigtige svar. En skole, der sikrer lige muligheder, uanset om man er vokset op med bogreol og klaver derhjemme eller ej.

Konkret betyder det for mig lidt mindre klasser og to lærere. Mindre skærmbrug i undervisningen. Løftede daginstitutioner, der giver børnene et solidt afsæt, inden de starter i skole. Mere forberedelsestid til lærerne, og mindre undervisningstid, så de faktisk har rammerne til at få alle med. Flere kreative fag, fællessang, lejrskole og et godt skolebibliotek. Alt det jeg selv husker som det bedste ved min egen skoletid.

Når alt kommer til alt, er jeg bare politiker. Jeg kan trække på mine holdninger og mine egne, efterhånden lidt gamle, skoleerfaringer. Jeg sidder ikke inde med den endelige sandhed om, hvorfor PISA-tallene ser ud, som de gør. Men jeg tror, det vigtigste vi som politikere kan gøre er at sikre, at daginstitutioner og skoler har friheden, rammerne og ressourcerne til, sammen med skole- og forældrebestyrelserne, at forme hverdagen, så den passer til lige præcis det lokalmiljø og den børne- og ungegruppe, de har foran sig. For det er dem, der kender Alma og Alfred.

Nogen vil sikkert spørge, hvorfor vi i byrådet ikke bare prioriterer flere penge til skoler og daginstitutioner i det budget, vi lige nu forhandler. Svaret er, at Favrskovs økonomi er bundet på forhånd af aftaler, demografi og lovkrav, længe før vi overhovedet sætter os til forhandlingsbordet. Vi kan prioritere nok så benhårdt inden for den ramme, vi har — vi kan ikke prioritere penge, vi ikke har. Derfor går min opfordring også til regeringen: send nogle af de midler, der allerede er lovet børne- og ungeområdet, ud til kommunerne nu. Så vi rent faktisk kan prioritere det allerede ved årets budgetforhandlinger — ikke først til næste år.

Og hvis du læser dette på din telefon: luk den, og læs en bog i stedet.