»Jeg blev lidt trist, fordi historien jo ikke er ny: Derfor skal vi have mindre klasser, to lærere og hurtigere støtte«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For et par uger siden læste jeg en overskrift om, at skolevægring koster kommunerne milliarder af kroner. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev lidt trist. Ikke kun fordi der bag hver udbetaling gemmer sig en familiehistorie – børn, der ikke kan komme i skole eller daginstitution, og forældre, der helt sikkert har kæmpet længe, før de endte dér, hvor tabt arbejdsfortjeneste blev den eneste løsning.

Nej, jeg blev også trist, fordi historien jo ikke er ny. Vi har længe vidst, at vores skoler ikke skaber de rette rammer for alle børn, og at kommunerne har svært ved at tilbyde den rigtige hjælp i tide. Alligevel fik historien først for alvor opmærksomhed, da den blev gjort op i kroner og øre. Det er trist, at noget først tages alvorligt, når det gøres til et spørgsmål om penge, for der er mange menneskelige skæbner bag tallene.

Økonomi skal selvfølgelig fylde i kommunens budget. Det er sådan, vi sikrer, at borgernes penge bruges bedst muligt. Men jeg savner en samtale om, hvad vi politisk vil gøre for at forebygge mistrivsel, og hvordan vi sikrer, at børn og unge trives i deres hverdag. Hvordan hjælper vi familier hurtigt, inden problemerne vokser sig så store, at børnene ikke kan være en del af fællesskabet, og forældrene må blive hjemme?

Jeg mener, vi skal have mindre klasser, flere timer med to lærere og hurtigere støtte, når et barn mistrives. Og så skal vi turde erkende, at inklusion ikke altid er det bedste for alle. Nogle børn trives i den almindelige folkeskole, mens andre har brug for et mindre eller mere specialiseret fællesskab. Det vigtigste er, at alle børn har et sted, hvor de føler sig trygge og hører til. Ikke at vi presser dem ind i et system, der ikke passer til dem.

Derudover skal vi lytte til de familier, der allerede har været igennem mange års kamp for at få hjælp. Vi kan ikke ændre deres oplevelser, men vi kan lære af dem. Vi kan finde hullerne i systemet og sikre, at fremtidige familier får den rette støtte i tide.

Favrskov Kommune kan og bør gå forrest. Det handler ikke kun om penge, men også om at turde tænke anderledes. Vi skal organisere vores skoler og støtte på en måde, så hvert barn får mulighed for at trives i det fællesskab, der passer bedst til dem.