Fortsæt til indhold

Din Avis undersøger og forklarer: Så meget koster skolevægring Favrskov Kommune i tabt arbejdsfortjeneste til forældre

Lærerforening og byrådskandidat påpeger stor stigning i Favrskov Kommunes udgifter til tabt arbejdsfortjeneste, men de fortæller ikke hele historien.

Politik

Din Avis bringer i denne avis et debatindlæg af Favrskov Lærerforening og et debatindlæg af byrådskandidat Frank Iversen. Begge oplyser, at Favrskov Kommune i 2024 havde udgifter til tabt arbejdsfortjeneste til forsørgelse af børn på næsten 31 mio. kr.

Det er korrekt, at forældre i Favrskov fik bevilget dette beløb i tabt arbejdsfortjeneste. I alt 233 forældre fik udbetalt ”tabt arbejdsfortjeneste ved forsørgelse af børn med nedsat funktionsevne.” Omregnet til helårsmodtagere modtog 134 forældre tabt arbejdsfortjeneste. Det svarer til, at de 233 forældre i gennemsnit måtte blive hjemme fra arbejde i godt halvdelen af deres samlede arbejdstid i 2024.

Hverken lærerforeningen eller byrådskandidaten nævner dog, at Favrskov Kommune ikke bærer den fulde udgift til sine borgeres tabte arbejdsfortjeneste. Kommunen får refunderet halvdelen af beløbet fra staten, så Favrskov Kommunes udgifter var i 2024 altså ikke på næsten 31 mio. kr, men derimod ca. 15 mio. kr.

Derudover er det interessant at dvæle ved, at udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste langt fra udelukkende handler om skolevægring. Favrskov Kommune oplyser til avisen, at forældre også kan søge om tabt arbejdsfortjeneste til forsørgelse af børn med fysiske og psykiske sygdomme. I 2023 modtog 112 forældre tabt arbejdsfortjeneste for at passe børn med skolevægring, 84 forældre modtog for at passe børn med fysiske sygdomme, og 25 forældre modtog for at passe børn med psykiske sygdomme.

Det var altså ”kun” halvdelen af sagerne, der handlede om skolevægring, hvilket ikke fremgår af debatindlæggene fra lærerforeningen og byrådskandidaten.

Børnene, der har skolevægring, har dog i gennemsnit mere fravær end børnene med fysiske og psykiske sygdomme, og derfor var omkring to tredjedele af udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste i Favrskov Kommune i 2023 knyttet til skolevægring.

Kommunen har ikke tallene for 2024, men hvis udgifterne fordeler sig nogenlunde som året før, gik omkring 20 af de 30 mio. kr. i tabt arbejdsfortjeneste til forældre med børn med skolevægring. Og efter staten har betalt halvdelen, står Favrskov Kommune tilbage med en regning på 10 mio. kr.

Det er ikke et uvæsentligt beløb i en kommune, men trods alt væsentligt lavere end beløbet på 30 mio. kr., som man får indtryk af, når man læser de to debatindlæg.

Derudover har Favrskov Kommune som tidligere nævnt udgifter på yderligere fem mio. kr. til tabt arbejdsfortjeneste i relation til børn med fysiske og psykiske sygdomme – efter staten har refunderet halvdelen forældrenes udgifter på 10 mio. kr.