Skolefravær: Vi skal have glæden og de funklende øjne tilbage
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
23 procent af eleverne i Favrskovs skoler har mere end 10 procent fravær. Det er for mange.
12,4 procent af eleverne i Favrskovs skoler har lav trivsel. Det er for mange.
Måske har du set udsendelsen i DR’s nye dokumentar ”Skolens tabte børn”? Her fremgår det tydeligt, at det ofte er komplekse situationer og forhold i familierne, relationer elever/forældregruppen og deres kommunikation/samarbejde med skole/forvaltning, manglende organisering og håndtering af det enkelte barns oplevelser og situation med mere, der kan udløse skolefravær.
Derfor er der heller ingen simple løsninger. Elevernes trivsel og fravær skal indgå som et væsentligt element i det udvalgsarbejde, der omhandler Fremtidens Skole i Favrskov. Der er allerede flere gode overvejelser og tanker fra skoleverdenen, forskere og interesseorganisationer.
Børns Vilkår anbefaler for eksempel at:
Alle skoler og kommuner skal have en fraværspolitik.
Børn og unge skal inddrages systematisk. De ved, hvad fraværet er en løsning på.
Vi skal spotte mistrivsel langt tidligere. Tidlig indsats kræver tidlig opsporing.
De skriver videre: Lad os komme i gang med arbejdet med det samme. Så kan vi nå langt med at hjælpe de børn, der i dag svigtes. Ingen børn og forældre skal stå alene med skolefravær.
Som afslutning på DR’s dokumentar har de involverede familier i et notat (Forældrekommissionen) formuleret 11 anbefalinger til nedbringelse af ufrivilligt skolefravær.
Ingen børn og forældre skal stå alene med skolefravær.
Jeg bakker fuldstændigt op om deres vision:
Alle børn fortjener en tryg og god skolegang med fællesskaber og muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Forældrekommissionens første anbefaling har overskriften: ”Et nødvendigt regnestykke”. Her dokumenterer de merudgifterne ved ufrivillig skolevægring. Tal fra Danmarks Statistik viser, at i Favrskov for 2024 var beløbet for tabt arbejdsfortjeneste ved forsørgelse af børn med nedsat funktionsevne på 31 mio. kr. (nedsat funktionsevne dækker ikke blot børn med skolevægring, men også børn med fysiske og psykiske sygdomme, red.).
Tallene viser endvidere en stigning fra 2017 til 2024 på ikke mindre end 24 mio. kr. - en stigning på 360 procent.
Senest har 27 organisationer på tværs af Børnesagens Fællesråd og Børnealliancen formuleret fem mærkesager, som jeg også lokalpolitisk vil tage med ind i vores lokale arbejde med skolevægring:
Et inkluderende og respektfuldt børnesyn
Tårnhøj prioritering af læring og udvikling
Stærke netværk og fritidsliv for børn og unge
Klare investeringer i sammenhængende børneliv
Et godt ungdomsliv og en tryg overgang til voksenlivet.
Jeg er fuldstændig enig. De tiltag, der allerede kan tages nu, burde måske allerede have været taget. Men, og der er et men.
Vi skal i definitionen og arbejdet med Fremtidens Skole i Favrskov Kommune undersøge området grundigt ved at lade den viden og forskning, der er på området, indgå og derefter vælge de rigtige lokale løsninger, så vi kommer 360 grader rundt om kompleksiteten og skaber rammerne for trivselsfremmende initiativer og handlinger for børnene, forældrene, lærerne og pædagogerne.
Det er en kompleks opgave, men vi skal have glæden og de funklende øjne tilbage.