»Intet om os. Uden os.«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Fredag den 18. september bragte Din Avis Aarhus en artikel, hvor lektor i socialret Eva Naur vurderede, at der kan være sket lovbrud i forbindelse med lukningen af SORAS’ samværstilbud.

Her udtalte forvaltningschef Janus Hedemann, at alle borgere, der fortsat ønskede støtte, enten havde haft eller var blevet inviteret til et møde med deres rådgiver.

Det fik mig til at skrive til Janus, for det kunne jeg ikke genkende fra mit eget forløb. Jeg har intet hørt, siden jeg i juli klagede over vurderingen i min agterskrivelse om, at jeg ikke var i målgruppen, der skulle tilbydes et alternativ, når samværstilbuddet lukkede.

Mandag den 21. september var jeg inviteret til møde med rådmand Michael Christensen på Aarhus Rådhus. Min tilgang til mødet var kritisk, men konstruktiv. Som autistisk peer vil jeg gerne bygge bro mellem de berørte Soras-borgere, kommunen og politikerne. Ikke ved at tale på alles vegne, men ved at bringe levede erfaringer ind i dialogen og skabe rum for, at borgerne selv bliver hørt og kan komme med forslag til løsninger. Derfor havde jeg konkrete idéer med – blandt andet et bud på et nyt lille samværstilbud. Ikke som en erstatning eller et alternativ til Soras, men som noget helt nyt.

Samme morgen svarede Janus på min mail. Han undrede sig over, at jeg ikke havde hørt noget siden juli. Samtidig skrev han, at han var ked af, at jeg oplevede, at der ikke havde været dialog, da han løbende havde været i dialog med Autismeforeningen og Autisme- og Aspergers Foreningen.

Men som jeg også sagde til rådmanden: Dialog med autismeforeningerne kan ikke erstatte direkte dialog med de Soras-borgere, beslutningerne reelt handler om. Hvis Janus havde brug for at orientere ledere eller medarbejdere i sin forvaltning om forhold, der angik dem, ville han jo heller ikke nøjes med at mødes med deres fagforeninger frem for dem selv. Hvorfor skulle det være anderledes, fordi det handler om os borgere?

For mig handler det om et helt grundlæggende princip: Intet om os. Uden os.

Autismeforeningerne kan selvfølgelig spille en vigtig rolle. Nogle borgere kan ønske en forening som bisidder eller hjælp til at tale deres sag. Andre vil tale for sig selv, mens andre igen kunne ønske at udpege repræsentanter blandt de berørte borgere. Vi er forskellige mennesker med forskellige ønsker til støtte og inddragelse. Derfor må den enkelte borger selv kunne beslutte, hvordan vedkommende ønsker at blive inddraget, og om andre skal repræsentere vedkommende. Foreningerne kan være en del af dialogen – men de kan ikke være hele dialogen. Netop derfor håber jeg også, at foreningerne fremadrettet vil støtte os i kravet om, at kommunen skal gå i direkte dialog med de berørte borgere.

Onsdag den 23. september reagerede rådmanden i endnu en artikel i Din Avis Aarhus. Her bad han forvaltningen om et overblik over, hvor mange borgere der endnu ikke har fået en afklaring, og om hurtigst muligt at invitere dem, der stadig venter, til et møde.

Jeg håber, at mødet på rådhuset var det første lille skridt i retning af, at kommunen, og politikerne begynder at kommunikere direkte med os borgere – i stedet for udelukkende at gå gennem foreningerne eller andre.