Vi skal flytte fokus fra det enkelte individ til fællesskabet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debatten om PISA-resultater og unges mistrivsel ender alt for ofte i hurtige overskrifter og symbolsager – som senest debatten om aula.

Men overfladiske udspil løser ingen dybereliggende problemer og styrker hverken trivsel eller læring. Bæredygtige forandringer kræver langsigtede rammer frem for skiftende modebølger, hele vejen fra vuggestuen til ungdomsuddannelserne.

For det første skal vi handle på den viden, vi allerede har. Vi behøver ikke vente på nye kommissioner, men skal i stedet lytte til uddannelsesforskere, lærere og pædagoger, når de peger på de greb, der dokumenterbart skaber tryghed, ro og stærke pædagogiske rammer for børnenes læring og trivsel her og nu.

Når der er skabt ro i hverdagen, skal politikere, forskere og fagfolk sætte sig sammen om det langsigtede reformarbejde. Det handler om de dybe overvejelser: at flytte fokus fra det enkelte individ til fællesskabet, skabe balance mellem practical og teoretisk læring og sikre en stærk pædagogisk rød tråd gennem hele opvæksten.

Da man i 1969 lavede forarbejdet til folkeskoleloven af 1975, turde man prioritere tid, faglig indsigt og grundig gennemtænkning af børnenes dannelse og læring. Den samme grundighed skal vi finde frem igen.

Ja, det vil koste mange penge at investere rigtigt i vores børn og unge. Men regningen bliver umådeligt meget dyrere, hvis vi fortsætter sporet med mistrivsel og kortsigtet symptombehandling. Det kræver politisk mod at sige nej til de hurtige lappeløsninger, men det er præcis det mod, vores politikere skal turde vise nu.