I Aarhus og især på universitetet lærte jeg at sige: »JA!«
Nordjysk skepsis blev vendt til åbenhed i Aarhus, hvor mødet med nye perspektiver fik afgørende betydning for karrierevalg og livssyn.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg er opvokset i Nordjylland – også kendt som Danmarks selvudnævnte momsfri zone. Her opdrages man gerne til at sætte spørgsmålstegn ved omgivelserne og nære en ordknap mistro til naboen, kollegaen og servicemedarbejderen i SuperBrugsen.
I Nordjylland er faren for at blive taget ved næsen og snydt for penge, værdighed og goder et allestedsnærværende problem, som man – på paradoksal vis – bruger megen tid på at tale med hinanden om.
Da jeg i slutningen af 1980erne blev konfirmeret med røde kinder og laksefarvet silkebånd i håret, husker jeg, at min elskede far holdt en tale i hvilken, han udtrykte: »Stol aldrig på andre end dig selv. Så skal det hele nok gå.«
Jeg kaster tit en tanke i, at det største forældreopgør, jeg nok har virkeliggjort, er at pakke den nordjyske mistro sammen og smide den i havet for at tage ejerskab over gevinsten ved at møde verden med et åbent sind og sige »JA«. Og det lærte jeg i Aarhus. Nærmere betegnet på Institut for Æstetiske Fag, nuværende Faculty of Arts, hvor jeg slog mine folder i årene omkring millennium. Her var jeg kandidatstuderende på kunsthistorie og så en dag et stillingsopslag på instituttets opslagstavle med ordlyden:
Guide søges til konceptet ”Fortællertæppet” på Aarhus Kunstmuseum.
Det var før internettets storhedstid, og da min intuition sagde mig, at det job var en perfekt kombination af begge mine fagligheder, kunsthistorie og dramaturgi, brugte jeg resten af eftermiddagen på slavisk at fjerne opslaget fra fakultetets øvrige tavler. Da jeg senere fik jobbet, fortalte mine nye kollegaer mig, at der var forbavsende få, der havde søgt stillingen, og klummen her er vel en kærkommen lejlighed til at sige højt, at det var der en naturlig grund til. Beklager! Ikke desto mindre var Fortællertæppet et genialt koncept – og konstellationen ”mig” og Aarhus Kunstmuseum, senere benævnt Aros Aarhus Kunstmuseum, det samme.
For at starte med Fortællertæppet bestod konceptet i al sin enkelhed i, at børn i alderen 4 til 10 år fik magiske, analytiske evner, når de satte sig på et persisk tæppe bredt ud foran et tilfældigt kunstværk. Guidens vigtigste rolle var at acceptere udviklingen i børnenes anarkistiske og ofte fuldstændig gakkede analyse af kunstværket. ”Ja! Sig noget mere…!” var min vigtigste respons til ungerne for at sikre, at deres fantasi og fortælling i et utrætteligt loop blev ved med at fodre hinanden.
Når jeg ser tilbage på min karriere, blev Fortællertæppet på mange måder definerende for min arbejdsstil i de efterfølgende 10 år+, hvor jeg fungerede som kurator på Aros – og endnu senere igen som afdelingsleder. Da jeg var direktør på KØN – Gender Museum Denmark og sidst, men ikke mindst, i min nuværende stilling som kunstfaglig chef på Glas – Museet for glaskunst. Det er min overbevisning, at udsagnet ”JA” i alle mine år på arbejdsmarkedet har medvirket til, at jeg har mødt mennesker med andre værdier og holdninger end mine egne, udviklet koncepter, jeg indledningsvis end ikke selv stolede på kunne realiseres, og befundet mig i kulturelle og geografiske sammenhænge så fjerne fra de nordjyske sammenknebne øjne, at jeg nogle gange har tænkt på Spielbergs rumvæsen E.T., der peger mod månen med forklaringen: ”E.T. far from home”!
For mig vil Aarhus altid være byen, hvor JA naturligt fletter fingre med fremtidsudsigter, med spændende relationer og med alternative perspektiver på tilværelsen. Og det skal Nordjylland og min far jo ikke have skylden for. Tværtimod! For uden den nordjyske skepsis i bagagen havde jeg højst sandsynligt ikke tilladt styrken i det spændende mønster af muligheder fremskrevet her.
Og til den refleksive læser, jo, bagsiden af glæden ved JA er, indrømmet, at NEJ nærmest ikke findes i mit vokabularium. Det har selvsagt også en slagside til potentiel udnyttelse af telefonsælgere, børn, der mangler penge, og folkeskolelærere, der spørger: ”Du gider vel ikke tage referat af forældremødet, gør du?”. Men det er i min optik en ringe pris for en stor gevinst, og det tænker jeg på hver gang, at jeg fra E45 i sydgående retning rammer frakørsel 180 mod Aarhus N og øjner Ikea i horisonten. Forude ligger mit elskede Aarhus. Her er fyldt med JA.
Denne klumme er en omskrivning af teksten ”I Aarhus lærte jeg at sige ”JA””! Fra bogen ”Hva’ saa! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden” udgivet på Forlaget Frydendahl i 2024.