Mursten underviser ikke børn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er født og opvokset på Mors – en ø med en vis historisk tradition for folkelig stædighed, når beslutninger ovenfra ikke gav mening lokalt. Måske sidder lidt af den stædighed stadig i mig.

For jeg tror på Ørsted som skoleby. Ørsted rummer kvaliteterne til en stærk folkeskole fra 0. til 9. klasse.

Ikke af nostalgi eller fordi alt skal være, som det altid har været. Men fordi her er et lokalsamfund, dagtilbud, foreninger, faciliteter og mennesker, der vil området. Her er mulighed for sammenhæng gennem hele barndommen og for en skole, der er en aktiv del af det samfund, børnene vokser op i.

Derfor frustrerer det mig, at diskussionen om fremtidens skoler primært er kommet til at handle om mursten, kvadratmeter, vedligeholdelsesefterslæb og millioner til renovering.

For hvor er diskussionen om det, processen egentlig skulle handle om: børnenes faglighed, trivsel og dannelse?

Det undrer mig særligt i en tid, hvor den nationale retning netop er mere lokal frihed og et fornyet fokus på faglighed, dannelse, ro og fællesskab.

For hvad skal vores børn have med sig, når de efter 9. klasse forlader folkeskolen?

De skal kunne læse, skrive og regne og være fagligt rustet til en ungdomsuddannelse. Men folkeskolen skal mere end det. Den skal også danne.

Den skal sende unge mennesker ud i livet med kundskaber og værdier. Unge, der kender betydningen af ansvar, fællesskab, ordentlighed og respekt for andre. Som ved, at de både har rettigheder og forpligtelser, kan tænke selvstændigt og har forudsætningerne for at finde deres vej og komme frem i verden.

Derfor undrer det mig, at vi kan bruge så meget energi på, hvilke bygninger der skal renoveres for hvor mange millioner, før vi for alvor har diskuteret, hvilken skole vi ønsker at skabe.

Mursten underviser ikke børn.

En nyrenoveret skole er ikke nødvendigvis en god skole. Og en skole med behov for investeringer er ikke nødvendigvis en dårlig skole.

Rækkefølgen burde være den modsatte.

Først bør vi beslutte, hvilken folkeskole vi ønsker i Norddjurs. Hvordan løfter vi fagligheden? Hvordan sikrer vi dygtige lærere og nærværende faglig ledelse? Hvordan skaber vi ro og kontinuitet og hjælper rettidigt, når et barn får det svært? Hvilke forventninger tør vi stille til vores børn? Og hvordan skaber vi en skole, der både uddanner og danner dem?

Når vi har svaret på det, kan vi tale om mursten.

For struktur er ikke kvalitet i sig selv. En større skole bliver ikke automatisk mere faglig, og fælles ledelse skaber ikke automatisk bedre undervisning.

Jeg har dyb respekt for den kamp, der kæmpes for skolerne i både Allingåbro og Vivild, og jeg håber, begge byer fortsat kan have 0.-6. klasse. Men jeg tror på Ørsted som det naturlige hjem for 0.-9. klasse.

Geografisk ligger Ørsted optimalt og fordeler transporttiden mest ligeligt. Flere lærere og pædagoger har været på skolen i mange år, hallen er nærmeste nabo, og byen og nærområdet byder på faciliteter, skov og vand, der kan skabe netop de alsidige og eksterne læringsmiljøer, som anbefalingerne efterspørger.

Jeg tror samtidig, at en skole med overbygning vil gøre Ørsted og området mere attraktivt for børnefamilier og dermed styrke bosætningen.

Og jeg er langt fra overbevist om, at det kræver de renoveringsmillioner, forvaltningen har lagt til grund. De tal bør efterprøves, før de får lov at afgøre skolens fremtid.

Jeg tror på en 0.-9.-klasse-skole i Ørsted. Ikke bare fordi jeg ønsker en skole i byen, men fordi jeg tror på, at vi her kan skabe en skole med faglighed, nærhed, fællesskab og ambitioner på børnenes vegne.

Måske er det morsingboen i mig, der stritter lidt ekstra imod, når centralisering bliver svaret.

Men før vi beslutter, hvilke mursten der skal have en fremtid, burde vi beslutte, hvilken fremtid vi ønsker at give vores børn.