Hvis du tror, SOSU kun er at tørre røv, er det ikke os, men systemet, der har fejlet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Flere hænder er ikke nok – vi skal også skabe steder, hvor folk vil blive

Der bliver igen og igen råbt på flere hænder i ældreplejen. Men hænder er ikke bare hænder.

Bag hænderne skal der være faglighed, nysgerrighed, ansvar, empati og lyst til at lære. SOSU-faget kræver langt mere end mange tror. Det handler ikke »bare om at tørre røv«. Det handler om observationer, relationer, rehabilitering, dokumentation, etik, kommunikation og om at kunne se mennesket bag behovet for hjælp.

Hvis vi vil have flere fagligt dygtige medarbejdere, er vi nødt til at tale om det, der gør, at nogle allerede under uddannelsen mister lysten til faget: arbejdsmiljøet og kulturen.

Som elev eller ufaglært kan man opleve at komme ind på en arbejdsplads, hvor spørgsmål bliver mødt med irritation, hvor nye idéer ikke er velkomne, og hvor man hurtigt mærker et hierarki mellem »de gamle«, elever og ufaglærte. Nogle steder findes der en kultur med bagtalelse, hårdt sprog og en holdning om, at »sådan har vi altid gjort.«

Det er svært at være nysgerrig og udvikle sig fagligt i et miljø, hvor man er bange for at spørge.

Og det er et problem.

Men det handler ikke kun om elever og ufaglærte.

Det handler også om de færdiguddannede SOSU’er, som hver dag står i et fag, hvor tempoet skrues op, kravene vokser, og overskuddet bliver mindre.

De presses fra mange sider. Af kolleger. Af ledelse. Af systemer. Af krav om effektivitet. Og af politiske beslutninger, hvor der igen og igen forventes, at der kan løbes lidt hurtigere.

Mange bliver drænede.

Og når man selv kæmper for bare at komme gennem vagten, kan det være næsten umuligt samtidig at have overskud til at lære fra sig, være nysgerrig, reflektere og tage imod nye kolleger og elever på en god måde.

Så opstår den onde cirkel.

De erfarne presses. Nogle bliver syge. Nogle forlader arbejdspladsen. Nogle forlader faget helt.

Og tilbage står et fag, der desperat efterspørger flere hænder, samtidig med at det slider dem op, der allerede er der.

Er det fair?

Hvem skal passe på de ældre, hvis vi når dertil, hvor der ikke længere er nok mennesker tilbage i faget med lysten, nysgerrigheden og overskuddet til at yde god omsorg?

Vi taler meget om rekruttering, men alt for lidt om fastholdelse. Hvad nytter det at få flere ind i faget, hvis de møder en kultur og nogle rammer, der får dem til at forlade det igen?

Hvis man ikke længere ønsker at lære, udvikle sig eller reflektere over sin måde at arbejde med mennesker på, så bør man måske overveje, om man stadig er det rigtige sted. For i omsorgsarbejde påvirker vores holdninger ikke kun kollegerne. De påvirker også borgerne.

Vi sidder som elever og hører alt for mange historier om dårlige oplevelser i praksis. Det bør tages alvorligt. For vi er fremtidens SOSU’er. Det er os, der senere skal tale varmt om faget og være med til at få nye medarbejdere ind.

Men det kræver, at vi selv oplever et fag, der er værd at blive i.

Vi vil gerne. Vi vil gerne lære. Vi vil gerne udvikle os. Vi vil gerne gøre en forskel.

Men vi kan ikke gøre det alene.

Hvis vi vil have flere hænder, skal vi skabe bedre rammer, bedre ledelse, mere faglig sparring og arbejdspladser, hvor nysgerrighed bliver set som en styrke og ikke som kritik.

Vi skal skabe en kultur, hvor de erfarne medarbejdere også bliver passet på. Hvor der er tid og overskud til at lære fra sig. Hvor man ikke bliver presset ud i sygdom eller væk fra faget. Og hvor omsorg ikke kun gælder borgerne, men også dem, der hver dag skal levere den.

For godt arbejdsmiljø er ikke kun til gavn for medarbejderne.

Det er også til gavn for borgerne.

Rekruttering starter ikke med flere hænder. Den starter med en kultur, mennesker har lyst til at være en del af.

Vi skal uddannes til omsorg, ikke til svigt.