Aarhus lover én tovholder. Men hvem får hjælpen til at ske?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Aarhus vil give familier med børn i mistrivsel én rådgiver, der holder sammen på hjælpen. Det er et vigtigt løfte i budgetaftalen fra 17. september. Men hvis rådgiveren kun kan samle møder og sende familien videre, risikerer vi at give forældrene endnu en kontaktperson, mens barnet stadig sidder hjemme.

Derfor skal rådmændene for Børn og Unge og Sociale Forhold og Beskæftigelse gøre én ting klart: Hvem har ansvaret for, at den aftalte hjælp faktisk bliver sat i gang, når skole og socialforvaltning ikke kan blive enige?

Det spørgsmål bør besvares, før de nye trivselspakker sættes i drift.

Budgetaftalen skal formelt vedtages 7. oktober. Den rummer en ramme på fem millioner kroner til udvikling og implementering af nye trivselsindsatser og lægger op til omprioriteringer blandt de tilbud, kommunen allerede har. Forslaget til trivselspakker skal forelægges de to fagudvalg i begyndelsen af 2027. Familien skal have én tovholder, og ansvar og tidsfrister skal beskrives.

Det fortjener anerkendelse. Her er en mulighed for at ændre noget, som betyder mere for en presset familie end navnet på endnu et tilbud: at nogen tager ansvar for sammenhængen.

Men en tovholder er først en hjælp, når vedkommende kan få noget til at ske.

Kommunens eget resumé af en analyse af forældreperspektiver peger på behovet for tydeligere ansvar mellem afdelingerne, kortere ventetider og større lydhørhed over for forældres bekymringer. Analysen bygger på interviews med fem familier og sagsgennemgang for fire af dem. Den kan ikke fortælle os, hvor udbredt problemerne er. Men anbefalingerne er konkrete nok til, at byrådet bør forholde sig til dem.

Blandt andet anbefales bedre tilpasning af læringsmiljøer til børn med behov for struktur og støtte. Det er væsentligt. Når et barn ikke kan være i skolen, må vi undersøge både barnets vanskeligheder og den hverdag, vi forventer, at barnet skal kunne klare.

Barnet skal ikke alene bære ansvaret for at komme tilbage til rammer, som måske var en del af problemet.

Jeg savner, at vi taler mere præcist om, hvad fraværet betyder. Det handler om undervisning, men også om at miste sin plads blandt andre. Om venskaber, der bliver sværere at holde fast i. Om en familie, hvis hverdag må indrettes efter noget, ingen af dem har valgt.

Forældrene skal have overskud til deres barn. Hvis de samtidig skal være dem, der forbinder kommunens afdelinger, gør vi deres opgave større netop dér, hvor kræfterne kan være mindst.

Vi kan ikke love, at alle børn hurtigt kommer tilbage på fuld tid. Nogle forløb er vanskelige, og ingen rådgiver kan ophæve alle faglige eller praktiske begrænsninger. Men kommunen kan beslutte, at familien ikke også skal håndtere uklarheden om, hvem der gør hvad.

Jeg mener, at tre krav skal indgå i den ordning, rådmændene fremlægger.

For det første skal tovholderen have et klart mandat. Vedkommende skal kunne indkalde de relevante fagpersoner og sikre en fælles plan med navngivne ansvarlige og datoer for handling. Hvis en aftale ikke bliver gennemført, skal sagen kunne løftes til en leder med ansvar for at få uenigheden afklaret. En fælles plan må ikke være afhængig af, at forældrene bliver ved med at rykke.

Det kræver ikke, at én medarbejder overtager alles myndighed. Det kræver, at ledelserne forpligter sig på samarbejdet og beslutter, hvordan fastlåste forløb bliver løst.

For det andet skal familien kende fristen for næste skridt. Jeg foreslår, at der senest fire uger efter aktivering af en trivselspakke foreligger en fælles plan, aftalt med barnet og forældrene. Fristen er et krav til kommunens arbejde, ikke en deadline for barnets bedring. Planen skal også beskrive hjælpen under ventetid og de ændringer, skolen selv skal gennemføre.

Hvis en bestemt indsats ikke kan begynde med det samme, skal familien have en forklaring og vide, hvad der sker imens. Ventetid må ikke betyde, at ansvaret bliver sat på pause.

For det tredje skal byrådet følge, om familierne faktisk får det bedre. I ordningens første år bør de to udvalg hvert kvartal få en kort, anonymiseret opfølgning på ventetider, gennemførte aftaler og familiernes oplevelse af sammenhæng. Barnets trivsel og mulighed for at deltage i et meningsfuldt skoleliv skal indgå. Færre udgifter til tabt arbejdsfortjeneste kan ikke stå alene som bevis på, at hjælpen virker.

Et barn kan møde mere i skole og stadig have det dårligt. En forælder kan vende tilbage på arbejde uden at være tryg ved sit barns hverdag. Derfor skal vi spørge til det, vi egentlig ønsker at opnå.

Det stærkeste modargument er økonomien. Flere opgaver til rådgivere og skolefolk tager tid fra andre opgaver. En frist skaber ikke i sig selv mere kapacitet. Det skal vi være ærlige om.

Men budgetaftalen peger selv på en kortlægning med 123 trivselstilbud. Det tal er ikke bevis på spild. Tilbuddene kan tjene forskellige og nødvendige formål. Det er til gengæld en anledning til at undersøge, om indsatser overlapper, om familier bliver vurderet flere gange, og om medarbejdertid kan flyttes fra gentagen afklaring til konkret hjælp.

Rådmændene bør fremlægge, hvad de vil samle eller omlægge, hvor meget tid det frigør, og hvem en ændring berører. Tilbud skal ikke lukkes alene, fordi deres virkning er vanskelig at måle. Men vi skal heller ikke fastholde enhver organisering, blot fordi den allerede findes.

Og hvis pengene og omprioriteringerne ikke kan bære ambitionen, skal byrådet træffe en åben beslutning om forskellen. Den må ikke ende som en skjult opgave hos medarbejderne eller et ubesvaret opkald fra familien.

For mig begynder politik med, at et menneske har værdi, også når det ikke kan det, vi forventer. Det gælder også barnet, som ikke kan komme ind ad skolens dør. Hjælpen skal give barnet mulighed for at lære og høre til, uden at det først skal bevise, at det kan klare sig.

Aarhus har nu lovet at tage et større ansvar for sammenhængen. Når trivselspakkerne fremlægges, skal rådmændene derfor vise præcis, hvem der handler, hvornår de handler, og hvem der griber ind, hvis hjælpen går i stå. Det ansvar skal ligge hos kommunen. Familien har allerede et barn at passe på.