Hvad er bedst for børnene?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg har fulgt debatten om fremtidens folkeskole i Norddjurs tæt, og jeg må indrømme, at jeg er bekymret.
Ikke mindst efter den seneste debat om Toubroskolen. Når politikere, der har været med i den samme proces, bagefter har forskellige opfattelser af, hvad der egentlig er besluttet, så forstår jeg godt, hvis borgerne bliver usikre.
Jeg har ikke tænkt mig at gøre det her til en kamp mellem partier eller personer. Det er skolerne og børnene for vigtige til.
Det her handler om noget af det vigtigste, vi har. Vores børn.
Jeg har tidligere sagt på TV 2, at Langhøjskolen ikke skal lukke. Det står jeg ved. Men min bekymring handler ikke kun om Langhøjskolen. Den handler om, hvilken vej vi vælger for hele skoleområdet i Norddjurs.
Jeg tror ikke på, at centralisering altid er svaret. Vi har centraliseret før, og vi skal passe på med bare at gøre mere af det samme. Selvfølgelig skal økonomien hænge sammen. Det ved enhver, der har haft ansvar for et budget. Men en skole er altså ikke kun en udgift. Den betyder noget for børnene, for familierne og for hele det lokalsamfund, den ligger i.
Norddjurs har brug for bosætning. Vi vil gerne have flere børnefamilier til vores mindre byer. Så bliver vi også nødt til at spørge os selv, hvad der sker med en by, når skolen forsvinder. Når først en skole er lukket, er den ikke sådan lige at få tilbage igen.
Jeg siger ikke, at alt skal fortsætte præcis, som det altid har gjort. Selvfølgelig skal vi udvikle vores folkeskole og turde gøre noget anderledes, når noget ikke virker. Fagligheden skal op, og børnene skal trives. Men udvikling behøver ikke betyde afvikling.
Nu er der en høring. Så lad os bruge den ordentligt. Lyt til forældrene, medarbejderne, børnene og de lokalsamfund, der bliver berørt. Lad os få konsekvenserne ordentligt belyst, før der træffes beslutninger, som ikke kan gøres om.
Jeg har ikke tænkt mig at gøre det her til en kamp mellem partier eller personer. Det er skolerne og børnene for vigtige til.
Jeg vil langt hellere have, at vi holder hovedet koldt og hjertet varmt og stiller os selv det spørgsmål, som efter min mening skal komme før systemet og strukturen:
Hvad er bedst for børnene?
læser
lige nu