Den savnede stemme i Syddjurs Byråd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Laila Sortland var i en årrække en markant og anderledes stemme i Syddjurs Byråd. Hun repræsenterede vælgere, som de etablerede partier ofte har svært ved at nå – og hun gjorde det med et engagement, der både imponerede og irriterede hendes politiske kolleger. Hendes fravær kan mærkes i det nuværende byråd.

Byrådet måtte ved det seneste valg vinke farvel til Laila Sortland. Efter tre valg, hvor hun hver gang formåede at klemme sig ind i byrådet, kostede skiftet til et etableret parti, Konservative Syddjurs, hende de personlige stemmer, der tidligere havde sikret hende valg.

Laila Sortland havde en enestående profil i sine tre byrådsperioder.

Hun blev skarpere med årene, efterhånden som hun lærte faget og fandt ud af at skille skæg fra snot.

Hendes første periode i Dansk Folkeparti var svær, og samarbejdet blev aldrig lykkeligt – personlighederne var for forskellige og kantede.

Hun startede i Dansk Folkeparti, blev siden løsgænger, skiftede til Nye Borgerlige, blev igen løsgænger og endte hos Konservative Syddjurs.

Alligevel var hun noget så sjældent som en politiker, der kunne nå et vælgersegment, andre partier havde svært ved at tale til. Det vakte respekt – også hos politiske modstandere.

Laila Sortland satte sociale dagsordener og gik i brechen, når hun mente, at kommunens behandling af sårbare borgere ikke var i orden.

Hendes vedholdenhed både irriterede og imponerede kollegerne i byrådet. Hun var ikke bange for at stille de ubehagelige spørgsmål, når systemet svigtede dem, der havde mindst at stå imod med.

Hendes engagement var ikke bare på skrømt. Det var ægte.

Netop hendes tætte kontakt til sit vælgersegment gjorde hende interessant for andre borgerlige partier, der friede til hende op til valget i 2025.

Men som Odysseus, der lod sig lokke af sirenernes sang, lod hun sig lokke over i et etableret parti.

Det blev hendes politiske endeligt. Hendes vælgere gouterede ikke skiftet til det pæne “establishment”. Det var en fodfejl af de store, som hun efter valget godt vidste kostede hende en fremtid i politik.

Hun tog det pænt, men Laila Sortland kunne formentlig have fortsat i lokalpolitik med en borgerliste og sig selv i spidsen. Per Øxenholt appellerede til hende – uden held. Havde det været i Laila Sortlands tidligste politiske år, havde han sikkert haft bedre muligheder for at få hende i folden.

De mange år i politik havde lært Laila Sortland, at ordentlighed i politik og et acceptabelt retorisk niveau er afgørende for at blive hørt.

I dagens byråd mangler hendes særlige blik på virkeligheden og hendes måde at anskue tingene på.

Mange i det nuværende byråd vil sikkert være uenige.

Dem om det.

Man kunne med husmandsdigteren Johan Skjoldborg sige om hende: »Du Stridsmand, du stille Kulturens Soldat, som ikke har Rang iblandt Helte, som regnes for intet mod den Akrobat, der springer i Gøglernes Telte, (…)

(…) mer Ridder du er med din barkede Haand end mange, der pyntes med Stjærner og Baand og tripper paa bonede Gulve.«

Laila Sortland kendte de mennesker og deres liv, som hun kæmpede for.

Hendes stemme er savnet i dag i lokalpolitik.