We’ll always have Europe…

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

European Nights er et efterhånden velkendt fænomen blandt fodboldfans med en nærmest mytisk karakter og er blevet til det, alle fans fra Palermo til Tromsø taler om og gerne vil være en del af.

Navnet giver næsten sig selv, og det drejer sig selvfølgelig om de europæiske cupturneringer, hvor modstanderen er fra Glasgow eller Gent og ikke Vejle eller Viborg.

På disse europæiske aftener, hvor mørket ofte har sænket sig, projektørerne er tændte, og hvor stemningen og sangene føles en smule mere anderledes, opstår oplevelsen af, at der er mere end point og placeringen i tabellen på spil.

Det har jeg været så heldig at være en del af. Selvfølgelig med AGF og sammen med mine bedste venner. Men det er ved at være lang tid siden, jeg oplevede min første European Night. Ja, det er faktisk 43 år siden, den 28. september 1983, da AGF mødte Celtic i det, der dengang hed UEFA Cuppen.

Det er svært at forklare, hvor vildt det var dengang for en dreng på 12, alene afsted med sine venner. Alligevel kan jeg stadig klart genkalde mig både stemningen, duften, vejret og mørket den efterårsaften på det gamle stadion. Alene det at se AGF i mørket og i projektørlys var det vildeste for mig, der dengang kun var vant til rolige søndagskampe.

Vi så kampen mod Celtic fra Ebeltoft-tribunen. Det hed tribunen alene af den grund, at der på sektionen kunne stå det samme antal tilskuere, som boede i Ebeltoft. En helt vanvittig reference, kan man mene, men sgu egentlig også meget AGF’sk.

Nede mod øst og ved siden af den dengang fuldt analoge måltavle stod de medrejsende Celtic-fans. De var mange, selvom der vel næppe har været mere end et par hundrede. Men i grønt og hvidt, larmende og syngende, løftede de den aften og kampen til et niveau, jeg aldrig nogensinde tidligere havde oplevet, og som var milevidt fra de dengang forholdsvis stille og til tider atmosfæreforladte stadionoplevelser, desværre.

Det føltes lidt som Tipslørdag og som at være på City Ground i Nottingham, og derfor blev aftenen også a Night to remember for os Vejlby-drenge. Ikke fordi AGF på nogen måde var i nærheden af at vinde, de tabte 1-4, men fordi Celtic og deres fans ganske enkelt bjergtog os alle den sene septemberaften i det sydlige Aarhus.

Da kampen var slut, foreslog Jensen, der med lidt god vilje kunne ligne AGF’s enlige målscorer Willy Scheepers, selv om han kun var 14, at vi ventede lidt med at tage hjem. Han mente, vi skulle se, om vi kunne få et eller andet med hjem fra skotterne. Et halstørklæde. En trøje. En bøllehat. Eller bare en lille badge måske.

For de medrejsende Celtic-fans fascinerede os og var dengang et særsyn, så Jensens tanke var sådan set forståelig. Omvendt havde vi hverken noget at bytte med, var knap nok blevet konfirmeret og ville for dem næppe fremstå med synderlig meget autoritet. Så det blev ved tanken, men aftenen og historien fortæller til gengæld, hvad det er, de europæiske aftener kan tilbyde og give – nemlig følelsen af noget større, som man hverken havde drømt om eller forestillet sig på forhånd. En følelse, der tilmed giver mig lyst til at spørge tidligere AGF-spillere om deres første europæiske aften. Spørge, hvad det er, de husker og mindes fra deres første gang?

På stadion møder jeg ofte to spillere, som stadig er tæt knyttet til AGF, og som altid gerne vil hjælpe: Claus Christiansen årgang ’72 og Flemming Povlsen årgang ’66.

Sidstnævnte en af min ungdoms helt store helte og – sammen med Henning Jensen – den med afstand bedste AGF-spiller, jeg har set spille.

Førstnævnte jævnaldrende med mig og en mand, som jeg gennem mit eget ungdoms- og fodboldliv har delt adskillige snitflader med, og som altid er garant for det gode humør og den gode fortælling.

Og for at begynde med ham, Claus Christiansen, så fortalte han på sin egen underspillede facon – og tilmed iført sin Links-trøje – om en europæisk debut mod AIK på Råsunda i Stockholm, hvor det dog hverken var kampen, spillet, målene eller stemningen på stadion, han nævnte først. Nej, det var busturen væk fra stadion.

AIK havde allerede dengang en fansektion, der ikke gad så meget pis, og som var kendt for ikke at byde fremmede gæster på hverken köttbullar eller svensk punsch. Og efter en vild kamp og et for AGF perfekt 3-3-resultat var humøret hos den stockholmske fansektion ikke supergodt. Med andre ord var der brug for ventilering, og derfor blev der kastet med både det ene og det andet, da AGF skulle afsted med bussen mod lufthavnen. Men de overlevede, fortæller Claus, og ugen efter blev det 1-1 i Aarhus. AGF var videre i Europa, og jeg kunne derfor også spørge, om der var flere minder?

»Arrhh,« sagde han tørt, »Vi røg ud i den efterfølgende runde med Steaua Bukarest, og så var det ligesom slut og mere blev det sgu ikke til for mig,« sluttede han lakonisk.

Så heldig var Flemming Povlsen ikke, sådan at gå videre til anden runde, da han som 18-årig spillede sin første europæiske kamp mod Waregem fra Belgien i 1985.

Alligevel minder hans historie om Christiansens, for hos ham var det også busturen, der nævnes som det første. Her handlede det bare ikke om den fra stadion til hotellet, men sgu om, at holdet dengang skulle køre i bus fra Aarhus til Waregem. Godt 1.000 kilometer i en af Todbjergs hvide busser.

Derfor kunne man også tro, at turen stadig sad i benene ved kickoff. Men nej, AGF kom såmænd hurtigt foran, Povlsen scorede såmænd også, og pludselig lugtede det af avancement – indtil Francky Dekenne fik styr på tingene og fik sat Waregem i gang med deres 5-2-sejr.

Som et lille kuriosum til returkampen i Danmark havde Waregem medbragt sit helt eget hornorkester, der i den grad satte sit præg på Aarhus og på stadion samme aften. Men det europæiske eventyr sluttede med Waregem, og inden det overhovedet var begyndt for Povlsen. Og måske derfor når han lige at nævne TOTO-cup-kampene.

»Dem kan du sgu da godt huske, TOTO-kampene, ikk’?« grinede han.

Jo, jo, det kunne jeg, men lod ham også forstå, at dem behøvede vi sateme ikke at tale mere om (for det var et sært og mærkværdigt set-up. Google det, og I vil forstå).

Derimod ville jeg hellere høre, om der ikke var andre kampe, han kunne mindes i Europa?

»Ja, jo, det var da,« og han nævnede kampen for Dortmund mod Roma på Stadio Olimpico i ’93 i UEFA-cuppen.

»Her var der den stemning, man gerne vil ha’, når man spiller europæiske aftener. Og vi gik også samlet videre, nåede finalen, men tabte…«

Han sagde det ikke selv, men i hans altid underspillede blik kan jeg se, at han mente, de selvfølgelig ville ha’ vundet, hvis ikke det var fordi, han kort forinden var blevet ramt af den knæskade, der i realiteten ødelagde Povlsens karriere.

»Og tre år senere vandt de jo Champions League…,« sluttede han.

Og ja, den fortælling burde han ha’ været en del af.

Torsdag begynder AGF’s fortælling i Europa. Og måske der er to drenge med i Gent, der overvejer at spørge nogle Gent-tilhængere om et halstørklæde?

Og måske en af dem ender med at blive klummeskribent for JP Aarhus i 2066? Skulle det blive en realitet, kan han jo starte med at spørge ind til busturen.

KSDH!