Hvis vi vil have levende lokalsamfund, skal vi bevare de lokale skoler
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Nu har der været tre borgermøder, hvor jeg har lyttet til borgerne og talt med en del forældre. Jeg har også læst rigtig mange høringssvar og mærket godt og grundigt efter hos mig selv.
Et børne- og ungesyn må være udgangspunktet for beslutningen. Allervigtigst er det, at børnene udvikler sig fagligt, trives, er trygge og indgår i stærke skolefællesskaber. Her gør de små skoler det godt.
Derfor ønsker jeg at bevare skolerne i landdistrikterne.
Allervigtigst er det, at børnene udvikler sig fagligt, trives, er trygge og indgår i stærke skolefællesskaber. Her gør de små skoler det godt.
Vi ønsker også udvikling, trivsel, fællesskaber og flere, der vælger at bosætte sig her. Det kræver levende lokalsamfund både i byerne og i landdistrikterne. Skolen er en vigtig del heraf – et sted, hvor børn lærer og trives, og hvor familier mødes og etablerer fællesskaber. Det skaber et godt lokalsamfund og giver os noget at bygge videre på – i foreningslivet, i hverdagen og i arbejdet for at gøre Norddjurs til en attraktiv kommune at bo og arbejde i. Kort sagt er der potentiale i landdistrikterne.
På nogle skoler er trivslen høj og fraværet lavt. Andre steder er udfordringerne større. Det bør ikke give anledning til at sætte skoler op imod hinanden. Tværtimod bør vi lære af det, der virker, og styrke samarbejdet mellem skoler, forældre, medarbejdere, foreninger og kommune. Vi har en fælles opgave – og flere gode kræfter til at løse den med.
Alt for mange unge består ikke folkeskolens afgangsprøver i dansk og matematik. Også i Norddjurs er det en alvorlig udfordring. Vi skylder børnene og de unge at gøre alt, hvad vi kan, for at give dem faglige kundskaber, trivsel og en god vej videre til ungdomsuddannelse, job og voksenliv.
Lad os derfor rette blikket mod, hvad vi kan opnå sammen: at flere børn trives, at fagligheden styrkes, at flere består afgangsprøverne, og at flere unge får en god start på deres næste job eller uddannelse. Vi skal tro på, at det kan lykkes sammen.
Lad os bevare og styrke skolerne og samtidig arbejde målrettet for, at alle børn i Norddjurs får de bedste muligheder for at lære, trives og finde deres vej videre.
læser
lige nu