30 millioner mod 65: Hvem tør dobbelttjekke regnestykket om Langhøjskolen?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære kommunalbestyrelse
Jeg forstår godt, at politikerne skal træffe svære valg om Norddjurs Kommunes folkeskoler. Der findes ikke en løsning, hvor alle får præcis det, de ønsker.
Men netop derfor skal beslutningerne træffes på et så solidt grundlag som muligt.
Når Langhøjskolen diskuteres, hører vi igen og igen om elevtal og økonomi. Men der er kommet nye oplysninger, som jeg mener bør tages alvorligt.
En lokal prognose peger på stigende elevtal på Langhøjskolen i de kommende år. Samtidig har en lokal entreprenør, Bent Johnsen fra HUJ A/S, efter egen besigtigelse vurderet, at den nødvendige renovering kan gennemføres for omkring 30 mio. kr. – frem for de 65 mio. kr., der indgår i kommunens materiale. Det er naturligvis en faglig vurdering, som skal efterprøves. Men netop derfor bør den efterprøves.
Så hvad er det egentlige regnestykke?
Hvis Langhøjskolen skal ændres eller lukkes, bør vi kende den reelle pris for at bevare og renovere den – og kunne sammenligne den med prisen for de alternativer, der foreslås.
Og så er der børnene.
Hvilken dokumentation viser, at det er bedre for børnene at skifte skole efter 3. klasse end efter 6. klasse?
Jeg har svært ved at se, hvorfor børn nødvendigvis skal forlade deres lokale skole allerede efter 3. klasse.
Hvilken dokumentation viser, at det er bedre for børnene at skifte skole efter 3. klasse end efter 6. klasse?
Hvad viser trivslen?
Hvordan klarer tidligere Langhøj-elever sig fagligt efter overgangen til udskolingen?
Og hvad siger de langsigtede økonomiske beregninger?
Jeg har selv gået på Langhøjskolen, og mine tre børn har gået der. Det er selvfølgelig ikke dokumentation i sig selv. Derfor har jeg netop bedt om data, så debatten kan handle om mere end personlige erfaringer og holdninger.
Jeg ønsker ikke at bevare Langhøjskolen, bare fordi jeg selv har en tilknytning til den.
Jeg ønsker at bevare den, hvis tallene viser, at den kan være en fagligt stærk, velfungerende og økonomisk bæredygtig skole også fremover.
Det synes jeg, vi skylder børnene, forældrene og lokalsamfundet at undersøge ordentligt.
For når kommunalbestyrelsen selv siger, at Fremtidens Folkeskole skal skabe bedre rammer for både faglighed og trivsel, bør spørgsmålet ikke kun være:
Hvilke skoler kan vi ændre?
Det bør også være:
Hvilke skoler fungerer allerede – og hvordan bygger vi videre på det?
Jeg ønsker derfor, at Langhøjskolen og Rougsøskolen bevares som 0.-6.-skoler, at specialområdet fortsat er på Langhøjskolen, og at overbygningen samles i Allingåbro.
Ikke fordi det er den eneste mulige løsning.
Men fordi den løsning fortjener at blive vurderet på lige fod med de øvrige – på baggrund af fakta, faglighed, trivsel og et gennemskueligt økonomisk regnestykke.
Lad os ikke træffe en beslutning om Langhøjskolens fremtid, før vi har undersøgt, om fremtiden faktisk ser anderledes ud, end vi har antaget.
læser
lige nu