Langhøjskolen er limen i lokalsamfundet. Tør vi rive den af?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er enig med Alexander Myrhøj i én helt grundlæggende ting: Folkeskolen er først og fremmest til for børnene.

Deres trivsel, læring og udvikling skal stå centralt.

Men jeg er ikke enig i, at vi derfor kan skille skolen fra det lokalsamfund, den er en del af. For mig er det ikke et valg mellem børnene på den ene side og forældre, foreninger og virksomheder på den anden.

Tingene hænger sammen – særligt i en landkommune som Norddjurs. Det gælder ikke mindst Langhøjskolen.

Her har vi en skole med helt fantastiske trivselsmålinger, og samtidig peger udviklingen på et stigende børnetal i området i de kommende år.

Det er væsentligt. For når vi diskuterer fremtidens skoler, skal vi ikke kun se på et øjebliksbillede af økonomi og elevtal. Vi skal også se på, hvad der faktisk fungerer, og hvor der er et fremtidigt grundlag for en stærk lokal skole.

Den lokale skole er mange steder en afgørende del af sammenhængskraften. Den er med til at gøre vores byer attraktive for børnefamilier, understøtte bosætning og sikre udviklingsmuligheder i vores lokalsamfund.

Og ja – skolepolitik er også erhvervspolitik. Det synes jeg faktisk høringssvarene fra vores lokale virksomheder understreger.

Virksomhederne skal kunne tiltrække og fastholde medarbejdere, og når en familie overvejer at slå sig ned i Norddjurs, handler det ikke kun om jobbet.

Det handler også om, hvorvidt der er en god skole, et stærkt fritidsliv og et attraktivt lokalsamfund at blive en del af. Vi har samtidig arbejdet målrettet med vores børnebyer.

Her skaber dagtilbud, skole, fritidsliv og lokalsamfund en rød tråd gennem børnenes liv. Den sammenhæng skal vi ikke undervurdere. Det samme gælder foreningslivet.

Skolen er en vigtig del af fødekæden til fodboldklubben, spejderne, gymnastikforeningen og alle de andre fællesskaber, som giver vores børn relationer, oplevelser og tilhørsforhold. Svækker vi én del, risikerer vi også at svække de andre.

Derfor synes jeg, det bliver for snævert at gøre diskussionen til et spørgsmål om, hvorvidt folkeskolen er til for børnene eller for lokalsamfundet. Selvfølgelig er den til for børnene. Men børn vokser ikke op i et vakuum. De vokser op i familier, i foreninger, blandt venner og i lokalsamfund.

Vi skal turde diskutere økonomi, faglighed, elevtal og kvalitet.

Men når vi har en skole som Langhøjskolen med meget høj trivsel og udsigt til flere børn i området, så mener jeg også, at vi har en forpligtelse til at se på dens muligheder og potentiale – ikke kun på, hvor vi kan finde en besparelse her og nu.

Når vi beslutter fremtidens skolestruktur, skal vi derfor se på hele regnestykket: børnene og deres trivsel, fagligheden, bosætningen, erhvervslivet, børnebyerne, foreningslivet og vores byers langsigtede udviklingsmuligheder.

For mig handler det netop om børnene – men også om hele det liv, vi ønsker, at de skal kunne vokse op i.

En god lokal skole og et stærkt lokalsamfund er ikke hinandens modsætninger. De er hinandens forudsætninger.