Fortsæt til indhold

Winnerskjolds krydstogt-tunnelsyn

Krydstogtskibenes anløb medfører betydelige miljøudfordringer, som luftforurening og havmiljøskader, der overstiger de økonomiske gevinster.

Debat
Kirsten Andkjær PetersenProducent, Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Regeringen vil indføre en turistskat på 200 kroner pr. krydstogtpassager. Borgmester Winnerskjold (S) argumenterer for, at Aarhus og omegn vil miste en omsætning på cirka 87 millioner kroner årligt – svarende til en indtægt på 9 millioner kroner. Han glemmer dog, at krydstogtpassagerer er ’low-budget’-gæster, som både sover og indtager alle måltider på skibet. At turistskatten skulle blive et problem for hotellernes økonomi, hvilket Winnerskjold nævner som eksempel, er næppe relevant. I det hele taget opgør andre destinationer i Danmark og Norge gæsternes forbrug til bare nogle få hundrede kroner per dag.

Og regnskabet, som vi bliver nødt til at kalkulere med i dag, er større end det rent pengemæssige, for med en krydstogtindtægt på blot 9 millioner kroner årligt har aarhusianerne medansvar for følgende:

• Luftforurening

Hvert skib, som ikke er på landstrøm under anløb, har en partikelforurening svarende til 3.500 biler kørende rundt på havneområdet i samme periode. Ref. Aarhus Universitet.

• CO2-udledning

Per kilometer forurener hver passager 4 gange en benzinbil. Et skib bruger 200-300.000 liter tung bunkerolie per døgn under sejlads. Ref. Aarhus Universitet 2023.

• Havmiljøskadelig bundmaling

Underbundsmalingen er giftig. Den såkaldte antibegroningsmaling, på krydstogtskibe og store handelsskibe er designet til kontinuerligt at frigive kemikalier – såkaldte biocider – for at forhindre, at alger, ruer og muslinger sætter sig fast på skroget. Malingen skaber alvorlige problemer for havmiljøet.

• Affald

Krydstogtskibene brænder og kværner deres affald, hvorpå det ofte dumpes i havet.

• Skatter

Rederierne er registreret i ’skattely’ og betaler næsten intet i skat – ca. 0,6 procent

• Personale

De ansatte er ofte uden overenskomst, er generelt underbetalt, og de betaler ingen skat i Danmark. Der er dertil tale om lav eller ingen sikkerhed ved sygdom og skader. Altså klart i modsætning til ansatte på vores hoteller.

• Afgifter

Forbruget af mad, vin og spiritus serveres uden moms og afgifter, selvom det serveres i danske havne. I modsætning til vores hoteller.

• Samfundsomkostninger

Den samlede forurening pga. skibenes anløb i Aarhus og København er tidligere beregnet til at koste 54 millioner kroner årligt (lungesygdom og død). Dette er dog formentligt mindre nu, hvor flere er koblet på landstrøm. Dertil skal Danmark opretholde udgifter til redningsberedskab, hvilket især på Grønland er dyrt.

Vi aarhusianere skal ikke øge forureningen af klima og miljø unødigt. Vi skal heller ikke lade os udnytte af skibsredere, som ikke udviser samfundssind i noget land på jorden. Der er som nævnt ovenfor mange gode grunde til at begrænse krydstogtskibenes anløb til Aarhus. Så: Lad os undvære en del af indtægten på de 9 millioner kroner og acceptere en turistafgift på 200 kroner.

Se video: