Aarhus er ved at blive en by, hvor vi skal købe os til at høre til

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Prøv at gå en tur gennem Aarhus uden penge på lommen. Ikke fordi du mangler dem, men fordi du ikke skal købe noget. Du vil bare være der. Måske sidde og betragte livet. Måske falde i snak med et andet menneske.

Hvor går du hen?

Selvfølgelig findes der parker, biblioteker og offentlige pladser. Heldigvis. Men spørgsmålet fortjener alligevel at blive stillet. For vi er blevet dygtige til at skabe steder, hvor mennesker kan forbruge. Er vi lige så dygtige til at skabe steder, hvor de ganske enkelt kan være?

Forskellen afslører noget alvorligt om vores menneskesyn. Hvad er et menneske egentlig værd i en by, hvis det hverken kommer for at arbejde, handle eller bidrage til væksten?

Vi er begyndt at forveksle økonomisk aktivitet med menneskeligt liv.

Når vi taler om Aarhus i udvikling, handler det gerne om investeringer, nye boliger, attraktive erhvervsområder og vækst. Jeg ønsker virksomheder, arbejdspladser og et blomstrende handelsliv. Men en by er ikke blot en markedsplads med boliger omkring. Den er et sted, hvor mennesker lever deres liv.

Alligevel risikerer vi at indrette den, som om dens vigtigste opgave er at holde os økonomisk aktive. Den gode borger arbejder og forbruger. Den gode by har stigende omsætning.

Men hvad med dem, der ikke passer ind i fortællingen? Den ældre, der savner nogen at tale med. Den unge, der ikke har råd til at følge vennerne på café. Mennesket, der er blevet sygt og har mistet sin tilknytning til arbejdsmarkedet. Familien, hvor hver krone skal vendes.

Eller den borger, som bare ønsker at opholde sig blandt andre uden at skulle være kunde.

De skaber måske ingen omsætning. Men de kan skabe fællesskab.

Et menneske er ikke mindre værd, fordi det ikke kan betale.

VIVEs Fællesskabsmåling fra 2025 beskriver, hvordan helbred, relationer og muligheder for deltagelse har betydning for mennesker, der oplever social eksklusion. Undersøgelsen handler ikke specifikt om Aarhus’ byrum. Men den minder os om, at det at høre til ikke er en luksus, vi først får brug for, når alle andre behov er dækket.

Vi bruger store kræfter på at tale om, hvordan mennesker kan blive nyttige for samfundet. Hvordan flere kommer i arbejde, uddanner sig og bidrager. Det er fornuftige ambitioner. Men et menneske er ikke først en del af fællesskabet, når det har bevist sin nytte. Det er en del af fællesskabet, fordi det er et menneske.

Den rækkefølge er afgørende. Vender vi den om, bliver fællesskabet noget, man skal gøre sig fortjent til gennem arbejde, præstation eller købekraft. Så mister vi noget af det mest værdifulde ved vores samfund.

Vi har brug for steder, hvor ingen skal forklare, hvorfor de er der.

Det særlige ved det offentlige rum er, at vi kan møde hinanden uden på forhånd at have valgt hinanden. På arbejdet deler vi en opgave. I foreningen en interesse. På caféen rollen som kunder. Men på en offentlig plads eller en bænk kan vi mødes, alene fordi vi lever i den samme by.

Vi behøver ikke tale sammen. Bare det at kunne være blandt andre har værdi. Derfor bør vi interessere os mere for de uformelle mødesteder, når Aarhus forandrer sig.

Tænk på Aarhus Ø, Sydhavnen og de andre bydele under udvikling. Vi diskuterer med rette arkitektur, trafik, klima og økonomi. Men vi bør med samme alvor spørge: Hvem er her egentlig plads til?

Ikke kun på arkitektens tegning. Men en almindelig tirsdag eftermiddag, hvor det regner, og man ikke har råd eller lyst til at købe noget. Er der læ? Et sted at sidde? Plads til børn, ældre og mennesker med handicap? Føler man sig velkommen, selv om man ikke skal noget bestemt?

Det er ikke småting. Det er konkrete udtryk for, hvilket samfund vi vil være.

Nogen vil indvende, at butikker, caféer og restauranter netop skaber livet i byen. Det har de ret i. Uden erhvervslivet ville Aarhus være fattigere og kedeligere. Investeringer er nødvendige, og offentlige mødesteder koster penge.

Men det er ikke et argument for at lade købekraft blive målestokken for, hvem byen indrettes til. Markedet er godt til at skabe varer, tjenester og arbejdspladser. Det kan ikke alene sikre, at alle mennesker har et sted at høre til. Det er heller ikke markedets opgave alene.

Derfor har vi brug for politik. Men her vil jeg også udfordre forestillingen om, at løsningen altid er endnu et kommunalt projekt, endnu en strategi eller en professionelt tilrettelagt indsats. Vi skal passe på med at gøre almindeligt menneskeligt samvær til en kommunal ydelse.

Ensomhed bliver ikke nødvendigvis mindre af et nyt udvalg. Fællesskab opstår ikke automatisk, fordi ordet står i en budgetaftale. Kommunen skal tage ansvar for rammerne, men mennesker skal have frihed til selv at fylde dem med liv.

Derfor bør Aarhus begynde at måle byens succes anderledes.

Når kommunen planlægger nye byområder, bør man undersøge, om der skabes reelle, tilgængelige steder at opholde sig uden betaling. Ikke blot en bænk som pynt på et byggeprojekt, men steder med plads til forskellige mennesker på forskellige tidspunkter af livet. Det behøver ikke være endnu et tungt skema. Det bør være et naturligt spørgsmål i enhver større beslutning om byrum.

Vi bør også bruge de bygninger og lokaler, vi allerede har, bedre. Kommunen har ordninger for udlån af lokaler. Lad os undersøge, om de kan blive mere fleksible og lettere at finde, så lokale fællesskaber og frivillige initiativer får plads, når sikkerhed, økonomi og den øvrige brug tillader det.

Og lad os give civilsamfundet mere frihed og mindre unødigt bureaukrati. Ofte vokser fællesskaber frem, når mennesker selv tager ansvar. Det offentlige skal ikke eje alle løsninger. Det skal gøre det muligt, at flere kan tage del i dem.

Som kristendemokrat tror jeg ikke, at menneskets værdighed er noget, samfundet tildeler som belønning for en indsats. Den er der på forhånd.

Det fritager os ikke for ansvar. Tværtimod skylder vi hinanden at bidrage efter evne og tage del i fællesskabet. Men der er forskel på at have et ansvar og på at skulle gøre sig fortjent til sin menneskelige værdi. Den forskel skal kunne mærkes i politiske beslutninger, også når vi bygger bydele, indretter pladser og fordeler rum.

Hvad nytter det at kalde Aarhus en by for alle, hvis vi især indretter den efter dem med penge og overskud?

Når vi om mange år ser tilbage på det Aarhus, vi bygger nu, vil vi kunne fortælle, hvor mange boliger vi opførte, hvor store investeringerne var, og hvor meget byen voksede.

Men måske vil det vigtigste spørgsmål være et andet: Var der også plads til dem, som ikke havde noget at købe, noget at sælge eller noget særligt at præstere?

En bys menneskesyn viser sig ikke kun i det, den bygger. Det viser sig i, hvem den giver plads til.