AI er ikke en naturkraft – vi bestemmer, hvad der lægges i maskinrummet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

AI er kommet for at blive. Den sætning udtales ofte med den særlige blanding af ærefrygt og resignation, man ellers reserverer til vejret, skattevæsenet og svigermors holdning til opdragelse. Som om kunstig intelligens var en naturkraft, der rullede ind over os fra horisonten, og vores vigtigste opgave var at finde sandposer og håbe på det bedste.

Det er en bekvem misforståelse.

For AI er ikke en oversvømmelse. AI er et maskinrum. Og maskinrum bliver indrettet af mennesker.

Vi kan vælge, hvilke data der fodrer systemerne. Vi kan vælge, hvilke værdier der belønnes, hvilke arbejdsgange der automatiseres, og hvilke beslutninger der fortsat kræver et ansigt, en rygsøjle og et ansvar. Teknologien kan regne hurtigere end os, skrive mere end os og samle mere viden, end selv den mest veloplagte ekspertpaneldeltager kan nå at afbryde på en time. Den kan til gengæld ikke afgøre, hvad der er værd at bruge evnerne til.

Det spørgsmål er vores.

Her møder AI solidariteten. Ikke som en nostalgisk parole fra en tid med faner, fabriksfløjter og kolde pølser i forsamlingshuset, men som en konkret samfundsmekanisme. Solidaritet handler om erkendelsen af, at vores individuelle valg altid får fælles konsekvenser. Den erkendelse bliver kun mere presserende, når én persons prompt kan påvirke tusinders arbejdspladser, én virksomheds algoritme kan forme et marked, og én platforms prioriteringer kan flytte grænsen mellem oplysning og støj.

I årtier har vi lært at tænke i værdikæder. Råvarer ind i den ene ende, produkter ud af den anden. Leverandør, producent, distributør, kunde. En pæn række kasser med pile imellem, som om økonomien var en møbelvejledning fra Ikea. Det var brugbart, da verden kunne organiseres som et samlebånd.

Nu lever vi i økosystemer. Viden bevæger sig på kryds og tværs. Talent, kapital, kultur, teknologi og tillid påvirker hinanden samtidig. En virksomhed skaber værdi sammen med kunder, forskere, underleverandører, lokalsamfund og konkurrenter. En nations konkurrencekraft afhænger af dens evne til at få disse forbindelser til at leve.

Det gælder i særlig grad i Europa. Vi kan ikke vinde fremtiden ved at konkurrere på at være billigst, mest tavs eller mest villig til at lade mennesker blive en udgiftspost i et regneark. Vores styrke ligger i dannelse, samarbejde, institutioner og den besværlige europæiske idé om, at frihed og ansvar hører sammen. Det kan lyde mindre sexet end en præsentation med raketter på forsiden. Til gengæld virker det, når tempoet stiger.

AI har demokratiseret adgang til viden. En gymnasieelev i Grenaa, en iværksætter i Ghana og en mellemleder i Gent kan få adgang til analytiske kræfter, der for få år siden krævede et helt kontorlandskab af specialister. Det er en historisk mulighed. Samtidig bliver kvaliteten af det menneskelige bidrag endnu vigtigere. Når alle kan få et svar, bliver det afgørende at kunne stille et ordentligt spørgsmål. Når alle kan producere tekst, billeder og analyser, bliver dømmekraften den sjældneste ressource.

Derfor skal vi også tale om menneskeskabt indhold som noget mere end råmateriale. Hver erfaring, faglighed, fortælling og fejl, vi deler, er med til at forme den verden, maskinerne lærer af. Vi træner allerede fremtidens systemer gennem det, vi læser, skriver, belønner og videresender. Den, der bidrager med omhu, giver mere end information.

Vedkommende efterlader et spor af menneskelighed i infrastrukturen.

Her bliver “pay it forward” et politisk princip i hverdagsformat. Hjælp nogen, før regnearket kan bevise en gevinst. Del viden, før den bliver til en lukket klub. Lær den næste generation at bruge værktøjerne, og giv dem samtidig modet til at sætte grænser for dem. Den investering kan sjældent måles på kvartalsbasis. Den former til gengæld den kultur, der afgør, om teknologi samler os eller sorterer os.

Solidaritet i AI-alderen kræver handling. Fagbevægelsen skal være med dér, hvor arbejdet redesignes. Erhvervslivet skal forstå, at tillid er en produktionsfaktor. Liberale skal værne om det enkelte menneskes mulighed for at skabe og vælge. Socialister skal insistere på, at fremskridtet skal kunne mærkes bredt. Og resten af os skal holde op med at tale om udviklingen som noget, der sker med os.

Fremtiden er aldrig neutral. Den bliver til i summen af vores vaner, vores krav og vores mod til at blande os. AI kan blive en maskine, der forstørrer afstande. Den kan også blive et værktøj, der løfter flere ind i viden, værdiskabelse og indflydelse.

Det afhænger af, hvad vi lægger ind i maskinrummet.