Solidaritet er ikke kun ideologi, men en strategi for fremtidens erhvervsliv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Solidaritet er et ord, der let får voksne mænd til at kigge ned i deres kaffekop. Det lyder af røde faner, næver i vejret og en lille smule af fugtigt forsamlingshus. For andre lugter det af formynderi: Staten som en overivrigt hjælpsom svigermor, der både vil kende din løn, din elregning og hvorfor du ikke har ringet.

Det er en skam. For solidaritet er langt mere praktisk end ideologisk.

Definitionen er enkel: Solidaritet er fællesskab og gensidig forpligtelse mellem mennesker, der vælger at stå sammen, særligt når den enkelte kunne være fristet til at stå alene. Det er erkendelsen af, at min tryghed, frihed og succes ikke er løsrevet fra din.

Arbejderbevægelsen har altid forstået den mekanik. Én arbejder kan forhandle om sin løn. Tusind arbejdere kan forhandle om arbejdspladsens fremtid. Solidariteten var ikke pynt på fanen, men motoren i maskinrummet: Vi løfter sammen, fordi ingen af os kan løfte fabrikken alene. Og når vi deler risikoen, bliver færre knust af den.

Det forkromede erhvervsliv har derimod ofte set solidaritet som noget, man laver til julefrokosten, når direktøren holder tale om ”vores vigtigste ressource”, før han går hjem til sin bonus. Her hedder idealet konkurrence. Og konkurrence er da også fremragende. Den kan gøre os skarpere, hurtigere og mindre tilbøjelige til at sælge en app, der blot minder os om at drikke vand.

Men konkurrence uden solidaritet er som et cykelløb, hvor alle deltagerne saver hinandens styr af. Man kan godt vinde et kort øjeblik. Men man kommer ikke særlig langt.

Socialisten vil sige, at solidaritet er retfærdighed: De stærke har et ansvar for de svage, fordi et samfund måles på, hvordan det behandler dem, der ikke lige kan fakturere 1.200 kroner i timen. Den liberale kan og bør sige, at solidaritet er frihedens forudsætning. For hvad er frihed værd for den, der er ét sygdomsforløb, én fyring eller én global priskrig fra afgrunden? Et menneske, der konstant frygter at falde, er ikke frit. Det er bare uden snor.

Vi har brug for begge dele: Socialistens blik for den fælles bund under livet og liberalismens respekt for initiativ, ansvar og skaberkraft. Solidaritet er ikke, at alle skal være ens, tjene det samme eller holde ferie i de samme sandaler. Det er, at vi accepterer, at vi har en fælles skæbne, selv når vi har forskellige CVR-numre.

Det gælder ikke mindst i europæisk erhvervsliv.

I årtier har vi betragtet værdikæden som en slags økonomisk naturorden: Råvarer ind, komponenter videre, produkt ud, overskud op. Hvert led vogter sine indkøbspriser, produktionsmetoder, kundedata og samarbejdsaftaler, som middelalderlige fyrster vogtede deres borgbrønd. Ingen må se opskriften. Ingen må kende rabatten. Ingen må opdage, at vi faktisk ikke selv ved, hvor delene kommer fra.

Men den model er forældet. Ikke fordi hemmeligheder altid er onde, men fordi Europa ikke kan vinde fremtiden ved at spille ensomt skak mod kontinenter, der spiller holdhåndbold.

Vi skal ikke afskaffe konkurrence eller forære vores tegninger til enhver, der kan stave til ”marked”. Men vi skal turde bygge økosystemer frem for værdikæder. Dele viden, hvor det styrker os alle. Koordinere indkøb. Åbne udvalgte data. Samarbejde om produktion, standarder, forskning, kompetencer og forsyningssikkerhed. Ikke som en europæisk omgang rundkreds med panfløjte, men som benhård, intelligent strategi.

For alternativet er ikke individuel frihed. Alternativet er individuel afvikling.

Hvis hvert dansk og europæisk firma fortsat insisterer på at være sin egen lille ø, kan Fjernøsten og andre stærkt organiserede produktionsøkonomier overtage mere end produktionen. De kan overtage produktudviklingen, handelsvejene, materialerne, teknologien og efterhånden beslutningerne. Vi kan så leve af at være et ”videnssamfund”, mens vi importerer alt det, der gør viden til noget i den virkelige verden.

Men den undskyldning holder heller ikke længere. Kunstig intelligens har gjort adgang til viden billigere, hurtigere og mere almindelig. Viden er stadig værdifuld, men den er ikke længere vores eksklusive nationaldragt. Når alle i princippet kan få en maskine til at skrive en markedsanalyse, lave en prototype eller forklare kvantefysik med tre smileys, er spørgsmålet ikke kun, hvad vi ved. Det er, hvad vi kan gøre sammen.

Mister vi arbejdspladserne, mister vi mere end lønsedler. Vi mister faglighed, lærlinge, lokale virksomheder, skatteindtægter, selvtillid og den erfaring, der opstår, når hænder, hoveder og maskiner mødes på samme sted. Et land uden produktion bliver hurtigt et land, der kommenterer på andres produktion. Det er en udsat branche.

Menneskelige værdier er i sidste ende ikke noget, vi har, men noget, vi gør. Empati uden handling er blot en venlig ansigtsmimik. Ordentlighed uden fællesskab er en pæn skjorte uden menneske i. Hvis vi virkelig mener, at mennesket er et særligt intelligent væsen, må det vise sig i vores evne til at samarbejde, holde hånden under hinanden og bygge noget, der er større end den næste kvartalsrapport.

Vi skal stå sammen. Men man kan ikke stå sammen, før man går sammen.

Det kræver åbenhed. Og modet til at opdage, at den virksomhed, medarbejder eller politiske modstander, vi har set som en konkurrent, måske også er en del af det hold, der skal sikre, at Europa stadig har noget at leve af. Og noget at leve for.