Bare fordi man kan, betyder det ikke, at man skal

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der findes få øjeblikke i en mands liv, hvor han føler sig mere eksistentielt nøgen end liggende på en klinik med skridtet bedøvet, udsat for en yngre læges praktiske omgang med ens stamtavles sidste håb, mens der i radioen kører P4 og vejrudsigten.

Vasektomi er mandens stille exit fra historiens store parade. Manden forlader nu scenen ved et lille kirurgisk snip og et diskret plaster. Det er civilisation i gummihandsker.

Jeg er 52. Jeg har fået de børn, jeg skal have. De findes, og de har meninger. Men hvis nu jeg, som stereotypen for fraskilte mænd i min alder dikterer, finder en kæreste, der er ti år yngre end mig, og hun biologisk set står i den aldersgruppe, hvor magasinerne stadig taler om “fertilitetsvindue”, mens mit eget vindue mest af alt minder om det på et gammelt sommerhus: skævt, utæt og kun charmerende, hvis man er nostalgiker. Hvad gør jeg så?

Det afgørende er: Jeg kan godt få flere børn. Spørgsmålet er ikke evnen, men anstændigheden. For al moderne moral synes at være kogt ned til denne pointe: »Hvis du kan, og du føler for det, så skal du da.«

Vi har gjort følelsen til øverste myndighed og førtidspensioneret både fornuft, pligt og konsekvensberegning.

Selvhjælpsindustrien prædiker et evangelium om selvberettigelse, egoisme, autonomi og frihed fra enhver forpligtelse. »Du skylder kun dig selv noget,« messer de og sælger kurser i at »sætte sig selv fri« – ofte fra de mennesker, der uheldigvis elskede én.

Men hvad nu hvis det er forkert?

Hvad nu hvis et modent menneske kendes på sin evne til ikke at følge alle sine følelser til dørs? På evnen til at sige: »Ja, jeg mærker en trang, en lyst og en mulighed. Men jeg vælger den fra, fordi prisen for andre er for høj.«

Er det at vælge muligheden for yderligere forplantning ikke mere ansvarligt?

Jeg kan allerede høre mig selv om 15 år: »Nej, jeg kan ikke lige spille bold. Min hofte er på Teams-møde med ortopædkirurgen.«

Bare fordi man kan, betyder det ikke, at man skal. Denne sætning gælder børn, karriere, kærlighed, skilsmisser, maratonløb, ayahuasca-retreats i Portugal og LinkedIn-opslag om at »springe ud i noget nyt«.

Hele vores kultur roder allerede rundt i øverste del af Maslows behovspyramide. Og selvrealisering ikke længere er en luksus, men et krav.

Det er ikke nok at have et arbejde; man skal være på en »rejse«.

Selv forældreskab er blevet til et selvudviklingsprojekt med organiske snacks.

Jeg synes, at pyramiden mangler et trin. Hidtil har selvrealisering været et endemål.

Men toppen bør slet ikke være der, hvor vi realiserer os selv, men der, hvor vi realiserer vores værdier i relation til andre?

Lad os kalde det: »Næstekærlighed og værdirealisering.«

Lad os gå fra at tænke »hvad kan jeg blive« over til »Hvor godt kan jeg gøre det for verden og mine elskede, hvis jeg lever efter det, jeg siger, jeg tror på?«

»Vi skal nok nå at få alt her i livet. Men vi får det ikke på én og samme gang.«

Det er en skandale, hvor lidt vi forstår dette. Vi er forkælede og tror, at vi skal have alt: friheden ved at være single og trygheden ved parforholdet.

Eventyret i det nye og roen i det gamle.

Karrierens sus og eftermiddage på gulvet med børnene.

Vi vil leve, som om livet var en buffet.

Virkeligheden er lige så brutal, som den er smuk: Mange af vores ønsker er flygtige. De kommer og går som vægttabsguruer og politiske partier. Hvis vi indretter vores liv efter hver ny følelse, vi får, kommer vi aldrig til at opleve de dybe relationer, tilliden og en udviklet karakter. For det kommer udelukkende gennem vedholdenhed og ansvar.

Hvis lykken var en konstant tilstand, ville vi ikke kunne genkende den. Lykken er små, uanselige øjeblikke. Lykken er et barn, der uventet krammer dig, eller en elsket, der falder i søvn på din skulder. Lykken er et skænderi, der ender med forsoning og ”te”.

Lykken er først og fremmest en indstilling til livet. En taknemmelighed over det, der er, i stedet for en permanent indignation over det, der mangler.

Hvis vi lever uden at dyrke selvberettigelsen og uden at gøre hver lyst til en menneskeret, er det ikke usandsynligt, at vi engang, på den sidste dag, kan se tilbage på et liv, hvor vi måske nåede at have det hele. Ikke på én gang. Men i løbet af livet.

Min eventuelle vasektomi er i den forstand ikke et fravalg af børn, men et tilvalg af de mennesker, der allerede findes i mit liv.

Maslow gav os selvrealiseringen. Tiden er kommet til at indføre den nye pyramidetop: næstekærlighed og værdirealisering.

Vi bliver nødt til at rykke os fra tanken: »Er jeg tro mod mig selv?« Men i stedet spørge: »Er jeg tro mod de andre og mod det, jeg ved er rigtigt?«

Vi skal nok nå at få alt her i livet. Men vi får det ikke på én og samme gang. Og det er måske i virkeligheden vores held. For kun på den måde kan vi nå at opdage, at det “alt”, vi troede, vi manglede, ofte gemte sig i de mennesker, vi allerede havde. Og i de forpligtelser, vi ikke løb fra.