Mens regeringen vil styrke psykiatrien, skærer Norddjurs socialpsykiatrien næsten væk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I en tid, hvor selv regeringen har fokus på at øge psykiatriens ressourcer, har socialforvaltningen i Norddjurs Kommune valgt at skære så meget ned på socialpsykiatrien i kommunen, at den næsten er væk.

I flere år har vi borgere i socialpsykiatrien prøvet at gøre opmærksom på, at det faldende antal aktive borgere på vores aktivitetssted AUC skyldes nedskæringerne. Vi har haft hårdt brug for at få tilført ressourcer, så der igen kunne komme gang i diverse aktiviteter og få borgerne i gang. Men vi har som altid talt for døve øren. Nedgangen i antallet af borgere handler desværre ikke om, at behovet er faldet. Tværtimod. Folk vælger bare at sidde hjemme og glo frem for på AUC. Dødsstødet kom her i sommer, hvor det kom frem, at halvdelen af personalet skulle skæres fra. Så nu er der fem ansatte, der skal drive AUC i Grenå og Nr. 17 i Auning samtidig. De skal også afholde ferier og kurser og møder og elevsamtaler, og et par sygedage her og der kan de færreste undgå. Så selv Kasper Bjerregaard kan regne ud, at der ikke er noget tilbage til byens sårbare borgere. Vi er bare grunden til, at forvaltningen kan lønne så mange, og det er selvfølgelig også noget.

Jeg er indskrevet på en § 104, som forpligter kommunen til at tilbyde borgere meningsfyldte aktiviteter. Går man ind ad døren på AUC, ser man et stort whiteboard med en ugekalender, der umiddelbart ligner et overflødighedshorn af tilbudte aktiviteter. Men det er bare ord, der beskriver, hvilke lokaler vi har til rådighed. “Værksted” og “musik” står der blandt andet. Men når vores musikansatte ikke er der, kan vi ikke spille. Vores værkstedspædagog er blevet fyret. På ugeplanen står også “cafehygge”. Det betyder at sidde nede, hvor vi spiser, og snakke, og dét er den bedst besøgte “aktivitet”. Desværre har vi borgere indskrevet på AUC meget forskellige behov. Nogle har diagnoser fra personlighedsforstyrrelsesspektret. Nogle er senhjerneskadede, og nogle har autisme. Men der er simpelthen ikke personale til at varetage de forskellige behov nu. Det er laveste fællesnævner eller ingenting. For mit eget vedkommende: ingenting. Jeg støder konstant panden mod en mur, når jeg spørger ledelsen og forvaltningen, hvor de meningsfyldte aktiviteter til mig er. Så bliver jeg nedladende belært om, “det er en proces”.

Jeg har anmeldt Norddjurs Kommune til Socialtilsynet for ikke at overholde deres § 104-forpligtelser. Men klagen røg bare til lederen af AUC, som jo i den grad allerede har bevist sin inkompetence (Susie det er jo en proces). Så skønne spildte kræfter.

Jeg ved godt, at jeg intet kan ændre. Men jeg kan gøre mit til, at kommunens borgere bliver oplyst om, hvordan kommunen behandler sine sårbare. En gruppe, alle kan komme til at tilhøre på et tidspunkt. De fleste af os har også gode uddannelser og mange års arbejdserfaring i bagagen. Vi betød noget, og vi havde en stemme, inden vi blev reduceret til tal i socialforvaltningens regneark.

Det er snart jul. Hjerternes fest for nogle. Smerternes fest for andre. AUC har altid været der og grebet os, som ellers er alene og ulykkelige i julen. Mellem jul og nytår får man de kram, man har manglet, og lidt god mad. Men i år, på den sværeste tid, er der lukket i 12 dage. »Ha en god jul - i må lige finde ud af, hvordan i kommer igennem og så ses vi 4. januar igen.«

Kære Norddjurs. Hjælp os.