Fortsæt til indhold

Parkeringsløsning ved kommende idrætsmekka er problematisk – hvad med biodiversiteten?

Det giver ikke mening at ofre de få velbenyttede åbne grønne områder i Lyseng til parkeringspladser, så flere folk kan køre i bil til træning.

Debat
Ernst-Martin FüchtbauerPå vegne af beboerne på den østlige ende af Hjulbjergvej, pensionist i Højbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I sit debatindlæg den 21.10. 2026 udtrykker Morten Jørgensen sin bekymring over manglende parkeringspladser ved Lyseng Idrætscenter, når LYS1 engang åbner. Det er en bekymring, vi godt kan forstå og deler. Alle kan se, at der allerede nu er mangel på parkeringspladser næsten hver eftermiddag.

Alligevel synes vi, at den løsning Morten Jørgensen foreslår er problematisk. Det han kalder ’flere grønne områder’, som ’blot kræver noget gravearbejde’, er i virkeligheden en væsentlig del af Lysengs rekreations- og idrætsområder, og der er efterhånden ikke mange grønne områder tilbage, som ikke er dedikeret til fodboldbaner.

Han fremhæver ganske rigtigt, at det er et område for alle, ung som gammel, men hvor skal de ældre spille krolf, badmintonbørnene træne styrke og kondition om sommeren, hvad med områdets kælkebakke, de små picnicture under de store træer, hvad med den udendørs klatre/fitness bane, hvor skal børnene lege på græsplænen, hvad med biodiversiteten?

Det giver ikke mening at ofre de få velbenyttede åbne grønne områder i Lyseng til parkeringspladser, så at flere folk kan køre i bil til træning. Det vil helt ødelægge områdets unikke karakter, som man ellers netop har gjort meget ud af med det nye arkitekttegnede center. Måske Morten Jørgensen kun ser haller og træningsbaner som værdifulde, og ikke alt det der ligger udenom, som hver dag bruges af rigtig mange forskellige mennesker. De er også en del af LYS1’s faciliteter. Samtidig kan plænen fint beholde sin dobbelt-funktion, da den også fungerer som ekstra parkering ved meget store arrangementer.

Morten Jørgensen beskriver også det tiltagende kaos af biler til og fra LYS1, og de ’lange køer af biler, som skal hente/bringe børn og unge’. Og det er netop et stigende problem, at så mange biler hver eftermiddag og aften drøner tværs gennem de nærliggende mindre veje (Hjulbjergvej, L.A. Rings Vej, Elverdalsvej) hver gang et nyt hold starter i LYS1. Vi mener derfor, at adgangsvejene til LYS1 skal gentænkes, så der også tages hensyn til cyklende og gående. Det betyder, at man ikke kun skal se på, hvordan bilerne kommer mest effektivt ud og ind fra parkeringspladsen, men også hvordan de kommer derhen. Når der er plads til så mange haller og fodboldbaner, så er der vel også plads til ordentlige adgangsveje direkte fra de store veje Saralyst Allé og Lyseng Allé, der ikke skaber kaos for de cyklende og gående fra hele lokalområdet?

Dette foto er taget på almindelig torsdag klokken cirka 18, hvor der ikke er andre arrangementer end normale torsdagsaktiviteter. Privat foto

Der er for ikke så længe siden indført en såkaldt ’hjertezone’ ved Kragelundskolen, som skal sikre cyklende og gående børn på vej til skole. Noget tilsvarende bør indføres omkring LYS1, og den gennemkørende biltrafik bør ledes ad de større veje. For det hjælper vel ikke, at børnene kan komme sikkert i skole, hvis de bliver kørt ned om eftermiddagen på vej til idræt?