Vil Radikale beskytte Aarhus Bugt, også når det koster et nej?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det afgørende spørgsmål til en marin naturnationalpark i Aarhus Bugt er enkelt: Hvad er vi villige til at holde op med at gøre?
Metin Lindved Aydin, Mahad Yussuf og Lisbeth Jess Plesner argumenterer i JP Aarhus den 23. oktober for, at bugten skal være en af Danmarks næste marine naturnationalparker. Det er en ambition, jeg gerne støtter.
Men deres indlæg indeholder en politisk reservation, som kræver et svar. Samtidig med at de lover stærkere naturbeskyttelse, forsikrer de om, at udpegningen »forventeligt« ikke vil begrænse transportinfrastrukturprojekter.
Naturbeskyttelsen er altså endnu ikke undersøgt til bunds. Alligevel får nogle af de interesser, den kan komme i konflikt med, allerede en beroligende besked.
Hvorfor?
En havn og en marin naturnationalpark er ikke nødvendigvis uforenelige. Men det kan bestemte udvidelser, uddybninger og anlægsarbejder være. Det må afhænge af deres konkrete påvirkning og den samlede belastning af havmiljøet.
Derfor kan man heller ikke på forhånd love, at naturbeskyttelsen ikke vil hindre den udvikling, man ønsker. Hvis undersøgelsen skal have værdi, skal den kunne føre til en konklusion, som politikerne finder besværlig.
Ellers undersøger vi kun, hvor meget naturbeskyttelse der er plads til, når de øvrige ønsker er tilgodeset.
Radikale kalder udviklingen af by, havn og transport bæredygtig. Men det er netop det, der skal dokumenteres. Ordet kan ikke gøre arbejdet for en vurdering af konsekvenserne.
Der er samtidig en påfaldende forskel på sikkerheden i indlæggets formuleringer. Havn og transport skal kunne udvikles videre. Tilførslen af næringsstoffer skal »evt.« reduceres yderligere.
Aarhus Kommunes egen beskrivelse er mere kontant: Bugten er ikke i god økologisk tilstand, og den største udfordring er for mange næringsstoffer, særligt kvælstof, som hovedsageligt kommer fra land via dræn og vandløb. Det fremmer algevækst og øger risikoen for iltsvind.
Det betyder ikke, at en naturnationalpark er nytteløs. Det betyder, at beskyttelsen på havet skal hænge sammen med handling på land.
Et forbud mod bundslæbende fiskeri kan beskytte havbunden mod fysisk påvirkning. Det standser ikke kvælstoffet i vandløbene. Nye stenrev kan genskabe levesteder. De ophæver ikke behovet for at reducere de belastninger, som forringer livsbetingelserne.
Radikale anerkender selv, at de eksisterende indsatser næppe er tilstrækkelige. Så må næste skridt være at kræve en opgørelse over, hvad der mangler, hvem der skal levere det, og hvornår det skal ske.
Det er her, ambitionen skal stå sin prøve.
De eksisterende marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund giver et konkret udgangspunkt. Den politiske aftale omfatter blandt andet forbud mod bundslæbende fiskeri, ingen råstofindvindingszoner og mindst én kerne med streng beskyttelse. Klapning, hvor opgravet havbundsmateriale dumpes i havet, er som udgangspunkt ikke muligt.
En kommende undersøgelse af Aarhus Bugt bør derfor gøre forskellen mellem før og efter tydelig: Hvilke aktiviteter begrænses faktisk? Hvilke områder får streng beskyttelse? Hvor stor en ekstra forbedring forventes udpegningen at skabe?
Og hvilke belastninger fortsætter?
Det sidste spørgsmål er mindst lige så vigtigt som det første. En park kan få en imponerende geografisk udstrækning og stadig give utilstrækkelig beskyttelse, hvis afgrænsningen og undtagelserne først og fremmest indrettes efter de aktiviteter, man ønsker at bevare.
Derfor skal undersøgelsen også belyse påvirkninger på tværs af parkens grænser. Vandet standser ikke ved en politisk vedtaget streg på et kort.
Jeg efterlyser tre klare forpligtelser.
En offentlig plan, der samler indsatserne på land og i havet med ansvar, finansiering og tidsfrister.
En vurdering af den samlede belastning, hvor havne- og transportprojekter indgår sammen med fiskeri, råstofindvinding, spildevand og næringsstoffer.
Og en løbende, offentlig opfølgning på naturens udvikling: iltforhold, vandets klarhed, ålegræs og livet på bunden. Naturgenopretning tager tid, og resultaterne vil variere. Netop derfor skal vi kunne se, om indsatsen virker, og ændre den, hvis den ikke gør.
Forskningsmiljøer, frivillige og private donationer er stærke bidrag. Men deres engagement fritager ikke myndighederne for at træffe de beslutninger, som beskytter resultaterne. Det er urimeligt at bede borgere og fonde om at genoprette natur, hvis politikerne samtidig undviger konflikterne om dens belastning.
Som kristendemokrat betragter jeg naturen som et ansvar, vi har fået betroet. Det ansvar omfatter også at sætte grænser for vores egne ønsker. Ellers overlader vi regningen til dem, der kommer efter os.
Så lad os arbejde for en marin naturnationalpark i Aarhus Bugt. Men lad os gøre det med åbne øjne og uden forhåndsløfter om, at alle væsentlige interesser kan fortsætte uforstyrret.
Radikale har stillet et relevant forslag. Nu mangler svaret på det spørgsmål, der afgør dets troværdighed:
Hvis hensynet til bugtens natur kræver, at et ønsket projekt ændres, begrænses eller opgives, vil I så stå fast på beskyttelsen?