Fortsæt til indhold

Kommunen overholder ikke sagsbehandlingsfristen for tabt arbejdsfortjeneste i halvdelen af sagerne. Det er ikke godt nok

Det er alvorlige tal og i øvrigt ikke nye problemer, skriver byrådsmedlem om sagsbehandlingstiderne på børne- og familieområdet.

Debat
Simon Buus OlsenByrådsmedlem for Liberal Alliance i Favrskov Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På det seneste måde i Børne- & Skoleudvalget i Favrskov Kommune behandlede vi sagsbehandlingstiderne på børne- og familieområdet, og det bør give anledning til løftede øjenbryn.

Opfølgningen omfatter fire sagsområder. På tre af dem ligger overholdelsen af sagsbehandlingsfristerne under 80 procent. For kompensationsydelse overholdes fristen på fire måneder i blot 28,9 procent af sagerne. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er 200 dage. For tabt arbejdsfortjeneste er fristen overholdt i 50,9 procent af sagerne, og den gennemsnitlige ventetid er 140 dage. På børnefaglige undersøgelser er overholdelsen 48 procent.

Det er alvorlige tal og i øvrigt ikke nye problemer. Ved den seneste opfølgning i 2024 var de samme tre områder også udfordrede.

Særligt tallene for tabt arbejdsfortjeneste fortjener opmærksomhed. Her handler det ikke blot om at vente på en kommunal afgørelse. Tabt arbejdsfortjeneste er kompensation til forældre, der må gå ned i tid eller helt ud af arbejde for at passe deres barn. Mens ansøgningen behandles, kan familien stå uden den indtægt, den reelt søger kompensation for – og uden at vide, om den overhovedet får den.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er 140 dage. Næsten fem måneder. Jeg har hørt om familier, der har ventet op mod syv måneder. Og tænk så, hvis afgørelsen efter al den tid bliver et afslag.

Hvordan får man hverdagen til at hænge sammen imens? Måske må man bede familie og venner om hjælp eller gå i banken. Den økonomiske usikkerhed kommer oven i en i forvejen krævende familiesituation. Det er ikke godt nok.

Bag tallene er familier, der venter på afklaring. En ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste kan ikke bare lægges nederst i bunken. Det handler om hverdagen med et barn med særlige behov.

Vi taler ofte om velfærd som pædagoger, lærere, sosu-medarbejdere og den direkte kontakt med borgerne. Men sagsbehandling på det her område er for mig at se også velfærd. En korrekt afgørelse, der kommer alt for sent, er ikke nødvendigvis god service. Borgernes tid har også værdi.

Sagerne kan være komplekse. Notatet peger blandt andet på stigende sagstal, mere komplekse problemstillinger og ventetid hos eksterne samarbejdspartnere. Det skal vi tage alvorligt. Kritikken er ikke rettet mod medarbejderne. De skal have faglig frihed og tid til at hjælpe mennesker frem for at drukne i bureaukrati.

Men forklaringer må ikke blive undskyldninger. Når udfordringerne har stået på i flere år, er det ikke nok blot at konstatere, at sagspresset er stort.

Vi skal spørge: Er arbejdsgangene indrettet rigtigt? Bruger vi medarbejdernes tid på de rigtige opgaver? Kan vi fjerne unødvendig dokumentation og administration? Har vi den rigtige organisering og prioritering? Og hvor er der reelt behov for flere ressourcer?

Det handler ikke om at spare sig til bedre sagsbehandling, men om at bruge ressourcerne rigtigt. Er der efter en grundig gennemgang behov for flere medarbejdere, skal vi prioritere det. Men flere administrative ressourcer er ikke automatisk svaret.

I Børne- og Skoleudvalget var jeg selv blandt dem, der efterspurgte større indsigt i vilkårene for sagsbehandlingen på børne- og familieområdet. Det blev en del af beslutningen om at få området belyst nærmere. Jeg gjorde det, fordi vi politisk har ansvar for at forstå problemerne og finde løsningerne – ikke blot konstatere, at fristerne overskrides.

Nu skal vi videre fra ordene. Jeg ønsker konkrete løsninger på bordet, der både sikrer fagligt rigtige afgørelser og en rimelig sagsbehandlingstid. De to hensyn må aldrig stilles op som modsætninger.

En kommune skal være til for borgerne og ikke omvendt. Det skal også kunne mærkes, når man har brug for hjælp.

Vi kan ikke nøjes med at måle ventetiden. Vi skal gøre noget ved den. For det er borgernes liv, der står på pause. Ikke kommunens.