Fortsæt til indhold

Klassekammerater mødtes efter 50 år: »Det var så hyl«

3.b fra Hammel Realskole holdt gensynsfest. 14 ud af 19 klassekammerater dukkede op.

Favrskov

»Kan du huske dengang...« Sådan lød det gentagne gange på Pøt Mølle 13. august.

Her mødtes nemlig 3.b fra Hammel Realskole 50 år efter, at de gik ud af skolen. Deres gamle skoleinspektør og matematiklærer Alf Madsen på 94 år deltog også.

Der blev blandt andet fortalt historier om dengang en klassekammerat hældte kakomælk i en lærers sko, fordi de var blevet uenige, og om dengang en klassekammerat, som boede ved en planeskole, medbragte en hel bærepose blomster, og fortalte minutiøst om dem alle, selvom klassen egentlig kun var blevet bedt om at plukke lidt blomster og fremlægge om dem.

»Da vi mødtes, kunne vi kende hinanden alle sammen, og så var vi tilbage i tiden og snakkede, som om vi stadig gik i skole. Det var så skægt, at vi bare faldt i snak. Jeg tror, at vi havde en god klasse dengang. Det tror jeg virkelig. Vi har altid haft det sjovt sammen, og det oplevede vi så igen,« siger Vibeke Jørgensen, som har været drivkraften bag at samle klassekammeraterne igen.

»Det var en meget god dag. Jeg kan godt sige dig, det var så hyl. Det burde alle gøre. Jeg regnede ikke med, at det blev så sjovt, som det gjorde.

De var 19 i klassen, da de gik ud af skolen. Det lykkedes at finde frem til de 16 af dem, og 14 dukkede op.

»Nogle er jo kommet helt fra Sjælland, Fyn og helt nede fra Als. Det synes jeg jo er flot – at de ville bruge tid på at køre så langt.«

Klassen mødtes også ved deres 25-årsjubilæum og har aftalt at mødes igen – dog skal der ikke gå yderligere 25 år, før klassekammeraterne ses igen.

»Vi er jo 66-68 år, så vi aftalte at mødes om to år, og vi glæder os,« siger Vibeke Jørgensen.

Detektivarbejdet

Det var et møde til en koncert mellem Vibeke Jørgensen og Søren Bødker Madsen, søn af Alf Madsen, der førte til genforeningen af klassen.

De to tidligere klassekammerater talte kort om, hvorvidt der var nogen, som arrangerede noget i forbindelse med 50-årsjubilæet. Det var der ikke umiddelbart.

Lidt tid efter fik Vibeke så en besked fra Søren. Han havde talt med to andre fra klassen, som han stadig har kontakt til. De var klar på en genforeningsfest, så nu gik detektivarbejdet i gang.

»Længe leve Facebook. Der fandt jeg mange. Heldigvis havde nogle stadig samme efternavne, men det er svært, når der er tale om et meget almindeligt navn. Nogle gange måtte jeg forbi folks familiemedlemmer for at få kontakt til dem,« siger Vibeke Jørgensen, som ikke lægger skjul på, at det har været et stort arbejde at finde frem til klassekammeraterne:

»Jeg brugte megen tid på det, men det var også hamrende sjovt, og jeg blev bidt af det. Det var jo sjovt, når jeg fik bid.«